Politiaftale ligner løftebrud i pæn indpakning

Af Rikke Christoffersen, direktør, Aalborg Handelsskole, Agnetevej 13, 9000 Aalborg
BESPARELSER:Angående nye besparelser på uddannelse i en velgennemtænkt indpakning:
Regeringen vil med en ny politiaftale bl.a. styrke nærpolitiet, hvilket der kan være mange gode grunde til.
En aftale som denne koster dog penge, og en del af finansieringen skal findes ved at reducere markedsføringsudgifterne på de gymnasiale og videregående uddannelser.
Sammenlagt vil regeringen spare ca. 550 millioner over de næste fire år på det, som de kalder unødvendige reklamer. Verden er dog ikke sådan indrettet, at uddannelsesinstitutionerne får bevilget penge til markedsføring, så hvilke penge vil de reelt spare på?
Fra politisk side er der tale om et velgennemtænkt spin og en smart måde at finde finansiering på, hvor uddannelserne igen, igen skal finde sparekniven frem. Og det er lige i kølvandet på fire år med to procents besparelser om året, som har sat sine tydelige spor.
Når man fra politisk side taler om besparelser i markedsføringen sker det desværre uden at forholde sig til, hvad markedsføring egentlig dækker over. Hos mange politikere blandes markedsføring og uddannelsesinformation sammen.
På Handelsgymnasiet Aalborg lægger vi gerne tallene på bordet, for her bruges der ikke penge på dyre glitterreklamer.
En gennemgang af, hvad der er konteret på markedsføring i 2019 på Aalborg Handelsgymnasium viser, at pengene er anvendt til:
- Trøjer til tutorer som anvendes i forbindelse med åbent hus, introarrangementer for nye elever m.m.
- Gebyr for deltagelse i uddannelsesmesse i samarbejde med Aalborg Kommune
- Tryk af brochurer såsom studieretninger, velkomsthæfter etc.
- Tryk af bannere mv. til åbent hus og uddannelsesmesser
- Hjemmeside – licens og vedligeholdelse
- Annoncering ifm. med åbent hus
- Gaver til elever, der deltager i åbent hus, er tutorer og i øvrigt hjælper på skolen i løbet af året
Alt i alt blev der brugt 250.000 kr. i hele 2019. Det svarer til ca. en kvart procent af gymnasiets samlede omsætning eller omregnet ca. 156 kr. pr. gymnasieelev på handelsgymnasiet. Det er faktisk ikke en ublu pris, når man ønsker at drive en moderne uddannelsesinstitution med et højt informationsniveau, og som kan hjælpe og guide de unge og deres forældre ift. at træffe det rigtige uddannelsesvalg. Mon regeringen har regnet på, hvad det koster samfundet, når en elev dropper ud af en uddannelse, fordi de ikke har været velinformeret og klædt godt på inden studiestart?
I dag findes der mange muligheder og tilbud i uddannelsesjunglen, og som skole har vi pligt til at synliggøre uddannelserne i øjenhøjde med de unge. Det er vigtigt, at de unge får truffet deres uddannelsesvalg på et oplyst grundlag. I Aalborg arrangerer alle ungdomsuddannelserne i samarbejde med UU og Aalborg Kommune f.eks. til stor uddannelsesmesse for unge og forældre til alle kommunens 8., 9. og 10. klasser. Mere end 6.000 besøgende deltager i messen, som er en vigtig informationskilde til at fortælle om en uddannelsesverden, der er i konstant forandring, og som ikke nødvendigvis ligner den, som forældrene husker.
På samme måde er åbent hus-arrangementer i januar vigtige for at kunne vise skolen og fortælle om de unikke hhx-fag, som eleverne ikke stifter bekendtskab med i grundskolen. Faktisk er vi som skole forpligtede til at synliggøre de studieretninger, som vi udbyder. På samme måde bliver vi lovgivningsmæssigt påduttet en lang række krav til synlig information. Det gælder fx ifm. skolens hjemmeside, hvor Børne- og Undervisningsministeriet har fastlagt en hjemmesidevejledning med en lang række krav til indhold, som alle skoler løbende skal ajourføre og overholde. Det har i hvert fald ikke meget med markedsføring at gøre!
Så kære politikere og måske mest af alt jeres spindoktorer. Vi bruger ikke penge til unødig markedsføring.
Hvis I vil bryde jeres valgløfter og igen spare på uddannelse for at finansiere nærpoliti, så sig det tydeligt – lad være med at pakke det ind i smart udtænkt spin, som ikke har gang i virkeligheden.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.