Politikerne tager først hensyn til deres egen karriere

Af Hans Jørgen Pedersen,Jadevej 11, 9260 Gistrup, jadevej11@gmail.com

POLITIK:Det var lige før morgenkrydderen gik i den gale hals, da jeg læste NORDJYSKE 20-02. Debatsiderne læses altid grundigt lidt senere og mageligt i den sorte læderstol, så min puls steg et par slag trods mageligheden, da jeg læste om politikeres påståede prioriteringer i arbejdet i Folketinget.

Man kan kalde det politikerens ”tre teser om mit arbejde”. Først er hensynet til egen karriere, bl.a. muligheden for at blive minister. Så følger hensynet til partiet og muligheden for at få større magt i en evt. regering. Sidst er hensynet til en fornuftig lovgivning for danskerne. Jo yngre jo værre. Skrevet og formuleret af et kendt medlem af folketinget. Et medlem, vi i huset lytter til med respekt og anerkendelse. Dog uden at jeg placerer mit kryds ved nævnte. Da vi jo har hemmelig afstemning ,vil jeg undlade formodninger om min vivs placering af sit kryds.

Indholdet i indlægget var i øvrigt baseret på den famøse mail i S-insidergruppen, der gik helt galt i byen og gav statsministeren store partifarvede kinder i tirsdagens spørgetime. Tænker, hvad Enhedslistens Pernille Skipper vil sige om nævnte prioritering. Mon hun tænker BottomUp? Altså først danskerne, så partiet og så mig selv.

Tænker, hvilke tanker blåøjede Samuelsen - flankeret ved sommergruppemødet 2016 af Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Henrik Dahl - gjorde sig, da han kravlede op i træet og med sit stålsatte blik fremsagde de berømte ord: ”Det er de fem procent, ikke 4,5 eller 4,9 jeg skal have. Ellers er der ikke nogen Venstre-regering længere. Man skal sætte en grænse et sted, og vores røde linje går her”!

Har politikere det lidt sværere end vi andre med at lære af bruge andres erfaringer? Kan man overhovedet bruge andres erfaringer? I hvert fald er radikale Morten Østergaard på vej i samme retning som Samuelsen. ”Det helt korte budskab er, at uden en klimaplan og handling er der ikke nogen regering. Regeringen skal senest 5. juni have præsenteret en plan med konkrete initiativer, der sikrer 70 procents reduktion af klimagasser inden 2030”.

Okay, der er et par dage til Grundlovsdag, så Dan Jørgensen har lidt startbane endnu før take off. Fra Enhedslistens Pernille Skipper lyder det næsten, men ikke uvæsentligt, kun næsten lige så skarpt: ”Jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt han overhovedet magter opgaven som klimaminister. Får han ikke snart sat gang i forhandlingerne om en klimahandlingsplan, er det ikke sikkert, at Dan Jørgensen kan blive siddende”!

Her er en dato erstattet af ordene tvivl, snart, ikke sikkert og blive siddende. Er Skipper klogere end Østergaard og Samuelsen? Er kvinder mere moderate end mænd i udmeldinger? Fra SF er der pt. ingen skarpe meldinger, men de tænker vel også mest på pædagoger og sygeplejersker og vil for alt i verden beholde S-regeringen med mulighed for at bevare det gode forhold til statsministeren. Måske med chance for at komme med i en fremtidig regering.

Der var de tre teser igen! Der kan være flere grunde til at omtalte indlæg kommer netop nu. Magtkampen i Venstre (som debattøren er medlem af) er stadig i fuld gang, og så skader det ikke at være lidt proaktiv. Måske ligger der lidt frustration over ikke at få ministerpost i 2015, selvom det udefra ser ud, som om vedkommende medlem i enhver henseende har sit på det tørre og ikke hører til i den yngre ende af gruppen. Men en ministerpost er vel aldrig at kimse af.

Man har ikke venner på Christiansborg. Man har gode kolleger. Tænker, hvad de mange gode kolleger, unge som ældre får af overvejelser, hvis og når de læser indlægget om politikerens tre teser.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.