Regering valgt på stram udlændingepolitik - og den holder vi fast i

Af Simon Kollerup, erhvervsminister (S), Erhvervsministeriet, Slotsholmsgade 10-12, 1216 København K

UDLÆNDINGE:Regeringen og socialdemokratiet har den seneste tid skulle lægge ører til meget, når det handler om vores udlændinge- og integrationspolitik. Det har ikke skortet på ukvemsord. Ord der ofte er gået fra det politiske til det personlige, en uskik i sig selv.

Politisk uenigheder og kritik skal der være plads til, men regeringens udlændinge- og integrationspolitik ligger fast.

Og det er der en årsag til. For uden en stram og fair udlændinge- og integrationspolitik, så eroderer både vores oplevelse af kulturel sammenhængskraft og vores evne til at finansiere vores fælles velfærdssamfund.

Derfor gjorde vi det klart op til sidste folketingsvalg, at Socialdemokratiet er garant for en udlændingepolitik, der er både retfærdig og realistisk. En politik, der står på to ben.

Det første er en anerkendelse af, at antallet af flygtninge og migranter betyder noget for vores evne til at integrere - særligt ikke-vestlige indvandrere. Så vi sikrer, at folk kommer i beskæftigelse, og vi undgår, at folk stimler sammen i parallelsamfund, hvor danske værdier som ytringsfrihed, demokrati og kvinderettigheder har trange kår.

De mennesker, der er på flugt fra krige og konflikter, skal hjælpes i nærområderne. På den måde kan vi hjælpe mange flere, end de få der kommer til Danmark.

Det andet handler om, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere skal tage danske værdier til sig.

Der er brug for en frihedskamp, der gør op med nogle af de bagud skuende normer og værdier, der eksisterer i nogle minoritetsmiljøer. Hvor ære, tvang og religion står over den personlige frihed og fører til social kontrol.

Hvis vi ikke både mindsker antallet af flygtninge og migranter, og samtidig får flere herboende ikke-vestlige indvandrere og efterkommere integreret, vil det have store negative konsekvenser for vores samfundsmodel.

Det ser vi allerede i dag, hvor ikke-vestlige indvandrere er overrepræsenteret i diverse statistikker for ledighed og kriminalitet. Det får søjlerne i vores velfærdssamfund til at vakle.

Hvis nogle kører på frihjul, som vi desværre ser blandt nogle ikke-vestlige indvandrere, så risikerer vi at ende i en negativ spiral, hvor færre og færre borgere ønsker at bidrage til vores fælles universelle velfærdssamfund.

Samtidig undermineres sammenhængskraften, hvis vi ikke kan spejle os i hinanden, vores værdier og vores udsyn. De tendenser til parallelsamfund, vi ser rundt omkring i Danmark, skaber grobund for konflikter og kan potentiel udfordre vores demokratiske værdier.

Det ønsker vi som regering at stå op imod, og derfor fører vi en hård, men retfærdig udlændinge- og integrationspolitik. En politik, der med al tydelighed bakkes op af et stort flertal i både Folketinget og i befolkningen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.