Regeringen spærrer for at genåbne samfundet

Regeringen spærrer for en genåbning af det danske samfund.

Det må være konklusionen på baggrund af den vaklende tilgang til Corona-krisen, som regeringen udviser.

Tilgangen har udadtil virket stærk. Der er kommet stramninger i bevægelsesfriheden, hvilket har nydt stor opbakning, fordi vi alle kan forstå, at smittespredning sker gennem kontakt. Der er vedtaget økonomiske hjælpepakker, som også har nydt stor opbakning, fordi vi alle kan forstå, at når man lukker ned for bevægelsesfriheden, reducerer det den økonomiske aktivitet.

Men tilgangen har også hvilet på et svagt grundlag. Vi ved ikke, hvor udbredt smitten er, og hvordan den udvikler sig. Vi har antagelser, som baseres på scenarier og matematiske modeller, som offentligheden har svært ved at få indsigt i. Men vi savner konkret viden om, hvem der er smittet, og hvem der ikke er.

Indtil vi har den viden, ved vi reelt ikke, om vores handlinger er effektive. Vi må i stedet handle på grundlag af antagelser. De udvikler sig løbende, og derfor får vi denne uendelige række af pressemøder med tiltag på tiltag. Det virker handlekraftigt og fornuftigt i starten, og vi bakker op om det, fordi vi forstår argumenterne for det. Men i takt med, at viden om tingenes reelle tilstand udebliver, forvandler pressemøderne sig i stedet til en arena for frygt og magtesløshed.

På mange arbejdspladser, hvor fysisk tilstedeværelse blev omlagt til elektroniske platforme, gik man ret hurtigt ind i en langsigtet planlægning. Ud fra regeringens egne udsagn om, at smitte spreder sig over tid, indså de fleste, at to ugers nedlukning var alt for lidt. Ingen var overraskede, da perioden blev forlænget, for vi arbejdede allerede ud fra, at den ville blive forlænget.

I dag ved vi ikke på arbejdspladserne, hvad vi skal arbejde ud fra. Regeringen håber, at vi genåbner samfundet i tiden efter påske. Men de ved ikke, om dette håb er realistisk. Regeringens væsentligste bøn handler om, at smitten klinger ud, så et allerede overbelastet sundhedssystem ikke kollapser. Men om håbet bliver indfriet, kan de kun gisne om, for det reelle antal af smittede forbliver et mørketal. Så længe det er tilfældet, spærrer uvidenheden for genåbningen af samfundets sociale liv og økonomiske aktivitet.

Det er flot, at regeringen har grebet resolut ind, og at der er vedtaget store økonomiske hjælpepakker. Det må man tage hatten af for. Det er ubegribeligt, at regeringen ikke vil tilvejebringe den viden, der skal vise nytten af tiltagene, både mens tiltagene finder sted og i tiden bagefter. I stedet for at tilvejebringe den nødvendige viden fortsætter regeringen bare med yderligere stramninger og engagerer sig i slagsmål med embedsapparatet.

Tiden er inde til næste skridt. Der er handlet, og de fleste af os har bakket op og ført disse handlinger ud i livet. Nu må vi vide, hvad der er det reelle grundlag for disse handlinger, så vi kan forberede genåbningen af det danske samfund og lægge grundlaget for tiden derefter.