Rul folkeskolereform tilbage – det kan kun gå for langsomt


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:56

Af Knud Hassing Povlsen, fhv. overlærer, Hellevangen 2, 9210 Aalborg SØ, knudhassingpovlsen@gmail.com

FOLKESKOLE: Med det nye prestigeprojekt ”Tættere på – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund” ønsker S-regeringen at sætte en ny retning, der både samler Danmark og fører nærheden tilbage. Ifølge S-udspillet skal der skabes bedre varige vilkår for at drive uddannelser de steder i landet, hvor det er svært at rekruttere eller få de unge med på uddannelsesvognen.

Velfærds- og universitetsuddannelserne i København, Aarhus, Odense og Aalborg skal beskæres voldsomt. På de fire store velfærdsuddannelser, sygeplejerske-, socialrådgiver-, lærer- og pædagoguddannelsen, skal ikke mindre end 60 procent af studiepladserne ligge uden for de største byer.

De studerende ved Aalborg Universitet er skeptiske over for S-udspillet. De mener, at uddannelser ligger bedst der, hvor ekspertisen er. (Nordjyske 28.5.) Uddannelseschefen for læreruddannelsen i Aalborg, Peter Larsen, fastslår, at ”det nytter ikke isoleret at se på udviklingen af læreruddannelsen, hvis man ikke fra politisk hold samtidig ser på finansieringen af uddannelsen”. (Nordjyske 29.5.) Enig! Der er ikke brug for flere S-lappeløsninger! Det nytter slet ikke som med S-prestigeudspillet, at det er uddannelserne, der selv skal betale for de kostbare decentrale ”S-uddannelsesforbedringer”! Et aktuelt notat fra Børne- og Undervisningsministeriet om udviklingen i ungdomsårgange fordelt på landsdele dokumenterer, at vi frem mod 2030 har markant faldende ungdomsårgange…

Over 90 pct. af uddannelsesinstitutionernes økonomi afhænger af antallet af elever, taxametersystemet.

Det samlede fald i ungdomsårgangene frem mod 2030 er på 8 pct.; men for Nordjyllands vedkommende er det minus 13 pct., det samme med Vestjylland og Sydjylland. I Østjylland er minus 6 pct., på Fyn er det minus 12 pct., og i Vest- og Sydsjælland minus 18 pct. I Nordsjælland er det minus 16 pct., mens der for København er der tale om en stigning i ungdomsårgangene på 10 pct.

Tallene om ungdomsårgangenes størrelse lyver ikke; men det gør S-prestigeudspillet ang. decentraliseringens ”velsignelser”.

Uden markante forbedringer af uddannelsernes økonomi står vi samlet set over for en uddannelsesmassakre i de kommende år og slet ikke, som S lover, flere og bedre uddannelser i provinsen. Langt fra!

S-prestigeprojektet om nærhed i uddannelsessystemet er en iscenesat politisk afledningsmanøvre, der skal skjule den ubehagelige nyhed: SRSF-folkeskolereformens totale fallit! En reform, der ifølge SRSF-regeringen ville sikre ”den bedst uddannede generation i danmarkshistorien”…

KL var ”100 pct. sikre på, at folkeskolereformen ville være det rigtige både for folkeskolen og lærerne”. I løbet af syv år er det ikke lykkedes at løfte hverken faglighed eller trivsel. Tværtimod!

I matematik er der nu ligefrem tale om tilbagegang! Før folkeskolereformen havde der været fremgang i matematik i en periode på over 20 år. ”Set i dette perspektiv vil jeg betegne folkeskolereformen som en fiasko,” fastslår viceinstitutleder ved Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet, Christian Christrup Kjeldsen. (Jyllands-Posten 29.5.)

I SRSF-reformskolen er eleverne reduceret til regneark og talgymnastik! Nordjyske fortæller (2.5.) om en elev på 10 år, der efter sommerferien for tredje gang er tvunget til at skifte klasse pga. en fastlåst model om fordeling af penge…

Styrk frihed, faglighed og nærhed i uddannelsessystemet! Rul SRSF-folkeskolereformen tilbage! Det kan kun gå for langsomt!

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden