Rystende realistisk skildring af livet i Glasgow

ROMAN: ”I en smidig bevægelse kastede Agnes cigaretten på jorden, smuttede de sorte stiletter af og samlede dem op, Agnes, der ikke kunne kaste en bold lige, var fyldt med mod efter at have ramt plet med skraldespanden.”

Det er Agnes, mor til Leeks, Cathrine og Shuggie, der er på hævntogt mod sin eksmand, taxichaufføren Shug, der har forladt hende og børnene for at flytte ind til Joanie, der er knap så drikfældig som Agnes.

NU HAR Agnes smadret vinduerne med en skraldespand, hun kyler sine stiletter mod Joani, og alt imens hun fører sin kamp, så er alle gadens børn med i et heppekor: ”Cykeldrengene hylede af uvorn fryd. De kastede sig ned på jorden og begyndte i rasende fart at samle kastesten, som de rakte frem mod denne krigerkvinde, mens de skreg på mere blod. ”HER!, Her dame. En gang til. En gang til.”

DOUGLAS STUART har skrevet den tunge roman (483 sider) med titlen ”Shuggie Bain”. Her fortælles den på sin vis særdeles nedslående beretning om familien Bains hverdag i en familie, der er præget af arbejdsløshed, alkohol, mangel på mad og mangel på penge. Der er ikke meget overskud i familien, der kan alle tricks, der kan føre til penge. Møntautomaterne, der giver varmt vand eller strøm til tv-signalet kan de tømme på særdeles rutineret vis. De samler flasker, de sælger, pantsætter og låner og låner hos alle. Hver dag har nok i sine udfordringer. Det er nedslående at følge en hverdag i 1980’ernes Glasgow, hvor Margaret Thatcher har slået bunden ud af al økonomi, al velfærd og hvor sociale ydelser er på et eksistensminimum, men der er en ukuelighed i mor Agnes, der gør bogen en anelse opmuntrende.

MOR AGNES er smuk, billedskøn, hun er sjov, rap i replikken og kan få alle mænd til at kigge efter sig, når hun shiner sig op, tager stiletterne på, lægger makeup og finder minkpelsen frem. Desværre er hun også blevet en notorisk dranker, hvis dage går med at overveje, hvordan der kan være et tilpas lager af Stout, Carlsberg eller vodka under køkkenskabet, bag elmåleren eller gemt væk i reolen.

GLASGOW ER Skotlands største by og den tredjestørste i Storbritannien. Den er beliggende ved Clyde-floden i det vestlige Skotlands Lowlands. Mange har været beskæftiget med minedrift, her i 1980’erne er minerne lukket, de arbejdsduelige mænd skal ikke længere møde ind på morgenskift, aftenvagt eller natholdet. Derfor har de ikke andet at gøre end drikke øl, hænge ud, fordrive tiden, slå lidt på kvinder og børn, drikke flere øl og ellers kigge opgivende på hinanden og tilværelsen. Man kan klart fornemme, hvordan det har givet en generation af unge og voksne, der helt uden håb om en bedre fremtid har kunne lade deres fortabthed lyde, når de lokale fodboldhold spiller kampe, - eller når landsholdet spiller på Wembley.

Agnes har tre børn, og de har forskellige strategier for at klare sig. Først og fremmest er de vældig solidariske med moderen. De er ”de voksne” i den familie. Cathrine gifter sig ganske ung med en mand i nabolaget, hun rejser til Sydafrika, og hun har opgivet at få mor Agnes på ret køl.

SÅ ER der Leeks, der er kommet i lære, han er på en ”social kontrakt”, så hans læremester kan ikke fyre ham, selv om Leeks strategi er at ”forsvinde” mentalt igen og igen. Leeks har evner som snedker, man har helt klart fornemmelsen af, at han kan drive det langt under de rette vilkår, men han bruger megen tid på at klare hjemmet og lillebroderen, samtidig med at han passer sin læreplads.

HOVEDPERSONEN er lille Shuggie, der i løbet af de ti år, hvor bogen følger ham, bliver en teenager, der må klare sig selv. Han er ikke som de andre. Det ved han. I skolegården lyder det: ”For helvede mand, så hold dog op med at være sådan en bøssset lille lort. De andre drenge stimlede sammen som kamphunde, deres øjne lyste grådigt.” Shuggie øver sig i at være mere drenget, men han fortaber sig helt i en samling My Little Ponies, han elsker at sætte hår på sin mor og han danser næsten, når han går. Det gør livet svært i et Glasgow, der på ingen måde er åbent overfor regnbuefarvede personligheder.

LEEKS FORLADER hjemmet, da Shuggie er ti-tolv år, og nu er det Shuggie, der er ”den voksne”, når mor Agnes ikke magter opgaven. Og det gør hun sjældent. Han henter understøttelsen på det kontor, hvor den udleveres, og det er ikke en let opgave. Der er skrankepaver her, der forsøger at holde sig til lovens ordlyd om, at pengene skal udleveres til voksne, men heldigvis er de øvrige ”kunder” i butikken på Shuggies side: ”Giv ham pengene, ellers får han ingenting at spise.”

Mor Agnes drikker mere og mere, hun forsøger sig med Anonyme Alkoholikere, hun forsøger at tage livet af sig, hun prøver at holde livet ud. Alt sammen med Shuggie som nærmeste tilskuer. Han taber aldrig modet eller troen på, at det skal blive bedre.

FORFATTEREN GIVER et rystende og formentlig helt realistisk billede af udkantslivet i et Storbritanien, hvor alt håb lades ude (som der står over Helvedes port i Dantes Guddommelige Komedie). Alt håb er ude for et minearbejdersamfund, hvor minen er lukket, og hvor der ikke er givet alternativer.