Så længe jeg ikke begår selvmord – er psykiatrien ligeglad

Af Jesper Nør, Stoldal 34, 2. th., 9500 Hobrojnork2010@gmail.com

PSYKIATRI:Så længe du ikke begår selvmord, er psykiatrien ligeglad med, om du bliver rask.

I juli skrev jeg et længere debatindlæg, der for så vidt var optimistisk, eftersom det gav nogle redskaber til at overleve et liv med depressioner. Ja, i de sværeste perioder bør man ikke stille andre krav til sig selv end blot det at overleve.

Efter i et halvt års tid at have været patient på “Enhed for depression” ved psykiatrien på Aalborg Universitetshospital må jeg til min overraskelse og bestyrtelse erkende, at det tilsyneladende kun er det, denne enhed tager sigte på. For så længe du ikke begår selvmord, er det lige meget, om du bliver rask.

I oktober blev jeg udskrevet fra psykiatrien - Enhed for depression - i Aalborg, da de anså medicinske behandlingsmuligheder for udtømte, og med henblik på, at jeg “anbefales psykoterapi, især i form af tredje bølge kognitiv terapi (mindfullness, ACT, metakogntiv terapi)”. Men det underlige i denne ”vi-sender-aben-videre”-strategi - er følgende. Denne “Enhed for depression” er den mest specialiserede enhed for behandling af depression i Region Nordjylland.

Det vil sige, at jeg ikke kan opsøge nogen som helst behandlingsinstanser, der principielt skulle have samme ekspertise indenfor området.

Men udover at afslutte en syg patient er det mest besynderlige, at samtlige de behandlinger, som jeg rådes til at gå videre med allerede udbydes i psykiatrien i Aalborg.

Her har de faktisk både Mindfulness, ACT og den kognitive gruppeterapi, som de anbefaler mig eksternt at starte forfra med.

Hvorfor har regionspolitikerne og psykiatrien i Aalborg oprettet en specialenhed for depression, der fremfor at bruge samtlige værktøjer til at gøre patienterne raske, udskriver syge patienter til eksterne behandlingsmuligheder?

De privatpraktiserende psykologer og psykiatere opererer jo med et bredere spektrum af psykisk sygdom og må vel i det lys også være mindre specialiseret end en ”enhed for depression”.

Ja, ovenstående spørgsmål stillede jeg for en måned siden til psykiatrien i Aalborg, men fik aldrig noget svar.

For to uger siden stillede jeg så spørgsmålet - formuleret som en principiel problemstilling - til regionsrådet, men de sendte blot forespørgslen videre til en juridisk specialkonsulent for psykiatrien i Aalborg.

Og hun kunne heller ikke svare, men sendte blot min undren og problematik videre til (ja, gæt) “Enhed for depression” i Aalborg, som jeg selvfølgelig heller ikke har modtaget noget svar fra. Jeg synes jo egentlig, at mit spørgsmål var simpelt: Hvorfor skal en syg patient udskrives til behandlinger, som I allerede tilbyder?

Min historie kan tjene to formål.

For det første udgør den en advarsel i forhold til alle, der påbegynder et forløb i psykiatrien i Aalborg.

Jeg aner personligt ikke mine levende råd og finder det mildest talt horribelt, at man i en svær periode skal kæmpe sig igennem hver dag.

Jeg har på ingen måde et værdigt liv og synes - selv om jeg er i stand til at passe mit arbejde - at have et liv i smerte.

Egentlig føler jeg blot at være blevet udskilt fra Aalborg, ud fra et succeskriterium, der hedder ikke-risiko-for-selvmord. Men måske er det dette, de mener med deres slogan: “Psykiatrien i Region Nordjylland - i gode hænder”. I så fald har jeg bare ikke lyst til at være i dårlige hænder.

For det andet bør også Region Nordjyllands borgere have krav på en vis standard. Hvor dårlig en specialiseret psykiatrisk enhed, kan vi som borgere i regionen faktisk være tjent med - en instans, der vel netop har til formål at være sidste instans og ikke gøre ondt værre.

Da jeg for år tilbage boede i Storkøbenhavn, var jeg aldrig ude for en så uanstændig og uværdig behandling.