Sådan ser Vendsyssel ud – set fra København


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:44

Af Jens Larsen.Jens Larsen fra København er stifter af og coach i Old Friends Industries, oldfriendsindustries.com. Forfatter til bøger om ledelse, etik og storytelling. E-mailadresse: info@oldfriendsindustries.com.

VANDRETUR: Har lige gået morgenturen med hunden på Vesterbro i København. Ned ad Absalonsgade, op ad Istedgade, til højre ad Dannebrogsgade, hvor hunden besørger, mens jeg kigger på bøgerne i antikvariatet og fumler efter lorteposen; videre ad Vesterbrogade med cyklister jagende forbi og tilbage til Absalonsgade.

Op på 3. sal, hvor hunden sætter sig med logrende hale og løftede ører og venter på guleroden.

FOR 14 DAGE siden var jeg ikke i København, men i Vendsyssel.

Jeg vandrede langs Vesterhavet fra Lønstrup til Grønhøj Strand og dagen efter fra Lønstrup til Hirtshals. Ikke alene med hunden, men med en flok ledere, virksomhedsejere og andre gode folk fra forskellige steder i landet.

Det var en tur for ledere, Nature Leadership, jeg har arrangeret over de sidste fem år i Pyrenæerne, i det nordlige Spanien i Dolomitterne i Italien og i New Mexico i USA. Men pga. coronaen og restriktionerne blev det Vesterhavet og Vendsyssel.

MEDARRANGØR på turen var Jens Beermann, der er forstander på Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole. Turen havde fokus på, hvad vi som ledere og mennesker kan lære af stedet og arbejde med ens egen fortælling, som menneske og leder, der giver mod og kraft til at træde ind i fremtiden.

TUREN VAR ikke min første tur ind i Vendsyssel.

Siden 2013 har jeg haft fornøjelsen af at vende tilbage til Vendsyssel igen og igen gennem mit arbejde med efterskoleforeningen og efterskoler i området. Vendsyssel er på den måde blevet mit andet hjem, selvom jeg godt ved, man ikke skal sige til som ikke-lokal, men mit job har gjort jeg er kommet tæt på mennesker heroppe, og gennem venskaber og nære relationer har vi kunnet skabe noget sammen. Mennesker som Jens Beermann, Mogens Jensen fra Horne Efterskole, Torben Reese fra Ingstrup Efterskole og Jens Sørensen, tidligere forstander på Hanherred Efterskole - hej du københavner, Hanherred er ikke Vendsyssel.

ÉN TING er de fine mennesker jeg har mødt, noget andet er den storslåede natur, som jeg har oplevet gennem årerne, når jeg har f.eks. overnattet på Munk Hotel i Tornby syd for Hirtshals, i Lønstrup eller i min vens sommerhus på Grønhøj Strand.

I mit job med storytelling og organisationsudvikling arbejder jeg med menneskers natursyn og har været så heldig at arbejde med oprindelig folk bl.a. amerikanske indianere. Og sammen med Eva Ritter drager vi i den nærmeste fremtid til Grønland og til samerne i Nordnorge, hvor vi skal samle for-tællinger om den oprindelige befolknings natursyn.

MEN VI skal også interviewe den lokale barber på Istedgade, jeg besøger en gang om ugen for at få en rigtig barbering med barberkniv og høre om hans forhold til steder og naturen. Og hvis vi kan finde nogle vendelboer, der vil fortælle deres historie om natursteder, der har betydning for dem, kommer vi gerne forbi. Det kommer der en bog og podcast ud af på dansk og grønlandsk, der skal komme med bud på, hvordan vi kan styrke arbejdet med bæredygtighed og FN’s verdensmål.

MEN HVAD har oprindelige folk med Vendsyssel at gøre? For indianere, grønlændere og andre oprindelige folk er stedet alt. Du kan ikke adskille mennesker fra steder, mener de. Stedet former os som mennesker og vi former steder på godt og ondt. Fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovitz er citeret for at sige: ”Du ka tage drengen ud af Rosengård. Men du kan ikke tage Rosengård ud af drengen”. Sådan er det. Steder skaber mennesker.

GLEMMER VI det sted, vi kommer fra, eller de steder, der har betydning for os, så overser vi et stort potentiale og en stor kraft i vores liv. At være bevidst om, at man kommer fra et sted, giver en styrke og betyder, at man er del af noget større og ikke bærer på alt selv.

Vi ved fra forskning, hvordan naturen kan helbrede mennesker med stress, fx har veteraner med PTSD haft glæde af at opholde sig i naturen. På den måde er naturen også i modsætning til den psykologiske og relationelle tilgang mange offentlige og private organisationer og virksomheder har forsøgt at håndtere stress med.

NÅ, MEN tilbage til vores lejlighed her på 3. sal på Vesterbro i København, hvor jeg skriver på denne klumme, så kommer jeg ikke fra Vendsyssel, men for mig er Vendsyssel både blevet mit Toscana med sin egen smag, små iværksættere, dufte, dialekten, det underspillede og stolte mennesker, der er forankret i stedet. Og det er det tætteste jeg kommer på Big Sur langs highway one i Californien med udsigten over Stillehavet, som forankrede mine drømme som 19-årig tilbage i 1985, da jeg tomlede tværs over USA med mit barndomsven Peter.

VENDSYSSEL OG Vesterhavet er helt unik.

Det er for mig en opladningsstation og en hjertestarter, som de synger i Nephew. Og i en tid, hvor mange mennesker, særligt unge, oplever stress og angst og isolation pga. corona, kan det at gå ud i naturen sammen, opleve den, mærke sandet, der bider i kinderne, samle muslingeskaller på stranden og have gode samtaler om drømme og livet være en måde at bygge bro til et liv, hvor man både tager ansvar for sig selv, andre og naturen. Og det kan både styrke livskvaliteten og handlekraften.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden