Sammenlægning har meget høj pris for handicappede

De snart 13 år gamle kommunesammenlægninger med længere til centrum har en pris, som er urimelig fortsat at ignorere. Det er alt for varierende, hvordan viden om specifikke handicap håndteres. Den vidensopsamling, man fik op gennem 70’erne, oplevede jeg som barn i en familie med forskellige handicap, som stigende indtil kommunesammenlægningerne, smed alt for megen erfaring ud i effektiviseringsiveren. Nogle handicap kræver ekspertise, som man måske ikke kan forvente alle kommuner skal besidde.

Samtidig har der politisk tilsyneladende desværre også været en interesse i, at få mest for pengene til den bredeste befolkningsgruppe. Og derfor kommer en del borgere til at stå tilbage uden den basale kompensernede hjælp, som var i amterne hvor ekspertisen var samlet.

Det hjælper ikke meget, at kommunerne inviterer til borgerpaneler om sundhed og forebyggelse, når man ikke anerkender et udgangspunkt, hvor netop vi der har særlige udfordringer, inkluderes i invitationen.

Ved juletid er der sjældent grænser for hjælpsomhed. Men hvad med politikere og forvaltninger der administrerer skattekroner til kommunikationsrådgivere, og som bruger tid på Facebook for at overgå nabokommunerne med såkaldt branding som om fælleskabet er en virksomhed?

I nogle kommuner kan man slå “sit handicap “ op og læse lidt. Om ikke andet så, for trods alt at føle sig set. Andre kommuner interesserer sig kun for bestemte aldersgrupper, eller bestemte sygdomme.

Borgere med f.eks. alvorlige PTSD-symptomer, skal i nogle kommuner være tidligere udsendte, for at få del i den nødvendige komplekse hjælp.

Det er jo helt urimeligt, for pengene og ekspertisen burde vel være de samme uanset om man bor i den ene, eller den anden kommune?

Autisme er ligeledes et speciale, som kommunerne har problemer med at håndtere professionelt.

Det er ikke de ansattes skyld, men det system der tror at alle kan det hele, for mindre. Man bør aldrig gå på kompromis med uddannelse. Og det bør aldrig være op til den enkelte selv at vide hvilken hjælp man har ret til.

Den service, som gjorde færre handicappede før kommunesammenlægningen min by, en tidligere kommunal hovedby, er ikke længere eksisterende, hvis man ser bort fra Blå Kors’ værested, som naturligvis hverken kan eller må erstatte en kommunes forpligtelser.

Hvis man vil forstå hvorfor, er man nødt til at invitere os med erfaringsbaseret viden med sammen med fagfolk på området - på vores præmisser. Der burde være muligheder i min by med lidt god politisk vilje.

Det hjælper derfor ikke meget, når socialministeren sender ekstra penge ud til kommunerne for at afbøde ensomhed hos særligt udsatte, hvis pengene går til den samme gruppe borgere, som i forvejen har adgang til fælleskabets kultur og fritidstilbud. Ikke alt kan udliciteres til frivillige.

Det er simpelthen ikke i orden, at forskelsbehandlingen er afhængig af éns adresse. For vi skulle gerne i 2020 være enige om, at handicap kun burde være et spørgsmål om tilgængelighed?

Jeg håber, at Folketinget med kommende borgerforslag, men også kommunerne, vil gentænke hvordan handicapområdet kan moderniseres i tråd med alle de eksisterende fine hensigtserklæringer om plads til alle.