Slå hårdt ned på digitale trusler – også mod læger

Af Søren Niemi Helsø,medlem af Lægeforeningens bestyrelse, Reberbansgade 40, 9000 Aalborg

LÆGER:Læger oplever i stigende grad at blive truet og chikaneret for at bruge deres lægefaglighed til at forklare om covid-19-pandemien. Det er afgørende, at politiet følger effektivt op på den slags digitale krænkelser.

”Du vil på et tidspunkt blive stillet til ansvar for dine handlinger (…) Tak for at stikke ansigtet frem, så vi ved, hvem du er”.

Beskeden modtog en af mine kolleger på Messenger en rolig onsdag morgen, efter at han i gruppen ”Spørg en læge om coronavirus” havde forsøgt at forklare, hvorfor man ikke kan bruge positivprocenten til at sammenligne 1. og 2. bølge af pandemien.

Flere læger oplever at blive truet og chikaneret på nettet.

Den voksende modstand mod håndteringen af pandemien er begyndt at udkrystallisere sig i trusler og optøjer ved demonstrationer landet over.

Lægeforeningen skrev lige før jul til statsminister Mette Frederiksen om chikane og trusler overfor de læger og andre sundhedsprofessionelle, der i øjeblikket kæmper med næb og kløer for at få bragt pandemien under kontrol.

Her fik vi opbakning til, at trusler skal politianmeldes, og statsministeren gjorde klart, at politiet ser alvorligt på anmeldelser om trusler.

Derfor har vi også en klar forventning om, at der bliver fulgt hurtigt og konsekvent fra politiets side i disse sager.

”Slave luder føj forhelvede hvor er du klam, du burde sprede dine ben for trafficking din fucking luderso (…) Smut hjem til dit fucking hjemland hvor du kan blive købt din fucking slave du hører fucking ikke til i Danmark.”

Sådan lyder en anden besked til en af mine kolleger, der også havde givet lægefaglig rådgivning til spørgsmål om covid-19.

At læger offentligt, særligt på Facebook, bruger deres lægefaglighed til at bringe information ud til borgere i Danmark er en fremragende idé.

Måske er det en af grundene til, at vi i Danmark generelt har så stor tilslutning til vacciner og tillid til myndighedernes håndtering.

Men vi risikerer at sætte det over styr, hvis vi ikke kan få bragt trusler og chikane til ophør.

Mit bud er, at det er de færreste læger, der vil sætte deres liv og førlighed på spil ved at forklare om mundbinds gavnlige effekt.

Hvis risikoen bliver for stor, trækker man sig fra den offentlige debat.

Det er et tab for vores demokrati, og vi bliver nødt til at insistere på, at en ordentlig debat og oplysning også kan være til stede på de sociale medier.

Ellers er konsekvensen mere misinformation og flere faktuelt forkerte ”sandheder”.

Vi skal som læger kunne arbejde i tryghed, også hvis man bruger sin fritid på at bruge sin lægefaglige ekspertise til at rådgive på sociale medier.

Lægefagligheden skal ikke tvinges tilbage bag lukkede døre i konsultationsrummet.

Der er også brug for den i det offentlige rum. Og i 2021 er det offentlige rum bl.a. Facebook, Twitter og Instagram. De personer, som udøver chikane eller trusler, skal forstå, at hvad de skriver til andre på Facebook, også skal kunne tåle at blive skrålet fra en ølkasse på bytorvet.

Og hvis det drejer sig om trusler og chikane, skal der følges hurtigt og effektivt op fra politiet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden