Sociale medier har gjort landsbytossen til sandhedsvidne

SOCIALE MEDIER: Da den nu afdøde italienske forfatter Umberto Eco for nogle år siden modtog en særlig ærespris ved universitetet i Torino, afleverede han i sin takketale denne bredside mod udviklingen på de sociale massemedier:

”Dramaet ved internettet er, at det har gjort landsbytossen til et sandhedsvidne, ”sagde Eco, ”de sociale medier har givet taleret til hærskarer af tåber, der tidligere kun ytrede sig på baren efter et glas vin uden at skade fællesskabet. De blev bragt til tavshed med det samme, men nu har de den samme ret til at ytre sig som en nobelprismodtager. Det er tåbernes invasion.”

JEG VILLE aldrig selv udtrykke mig med samme akademiske skråsikkerhed, som Eco, men han har da utvivlsomt en pointe.

Og desværre er der intet, der tyder på, at sprog og tone på de sociale medier er blevet mildere siden Eco leverede sin kradse samtidskritik i Torino.

Tværtimod.

VENDER MAN sig for en stund mod den hjemlige, politiske andedam, har jeg alene inden for de seneste 14 dage, set flere politikere omtalt i lidet flatterende vendinger og med betegnelser, som jeg end ikke efter flere øl på Hirtshals Kro eller i Jomfru Ane Gade ville kunne få mig selv til at tage i min mund.

Jeg har f.eks. set vores social- og ældreminister Astrid Krag omtalt som ”snotdum”, ”fjols” og med et ønske om, at ”du snart ryger ud”.

Det eneste, ministeren havde formastet sig til, var at lægge et opslag på Facebook fra sit hjemmekontor, med ordene: ”Hold ud. Hold afstand. Og hold hjertet varmt”.

Måske er det bare mig, men umiddelbart har jeg svært ved at se, hvordan man – ikke mindst i denne svære tid – kan tage dette budskab ilde op.

I OPPOSITIONEN går man heller ikke fri af mærkværdige og uværdige udgydelser på de sociale medier.

Nogle af mishagsytringerne kommer tilmed fra politikernes egne partifæller – det bliver det bestemt ikke bedre af.

Da Anne Honoré Østergaard, der som bekendt er nordjysk valgt folketingsmedlem for Venstre, på sin Facebook gjorde sig den ulejlighed – stille og roligt – at redegøre for, hvorfor hun, i lighed med et stort flertal i Venstres folketingsgruppe, var nået frem til, at hun ville støtte en rigsretssag imod Venstres nu tidligere næstformand, Inger Støjberg, brød helvede løs.

Anne blev i løbet af de kommende timer kaldt både ”Judas” og ”hykler” og fik i ret utvetydige vendinger, at vide, at hun burde skamme sig.

JEG ER helt overbevist om, at det ikke var sjovt for nogen i Venstres Folketingsgruppe, da de tidligere på måneden skulle tage stilling til, hvorvidt de hver især ville stemme for en rigsretssag imod deres egen kollega og partifælle.

Selvfølgelig var det da ikke det. Men derfor kan man da sagtens tale ordentligt til og om hinanden. Personligt har jeg den dybeste respekt for det kæmpe arbejde, som rigtig mange folketingsmedlemmer og ministre – både røde og blå – gør for Danmark og for os alle sammen. Og hvorvidt Inger Støjberg kan nøjes med en næse eller bør stilles for en rigsret, tør jeg ikke at udtale mig om. Men jeg har bemærket, at to gode Venstrefolk, som jeg har den største respekt for, nemlig de to advokater Preben Bang Henriksen og Marie Bjerre, er nået frem til to forskellige konklusioner i denne sag. Dette bekræfter mig i, at det er en alvorlig – og kompliceret – sag, som hverken kan eller bør afgøres af en folkedomstol på Facebook.

JEG HAR før citeret tv-værten Clement Kjersgaard fra ”Debatten” på DR2 her i spalterne og jeg gør det gerne igen: ”Husk! Jo mere uenig du er med nogen, jo pænere skal du tale til dem”.