Stank fra minksag breder sig – en anden gang skal vi nok ikke være så disciplinerede

CORONAKRISEHÅNDTERING: I disse dage breder stanken sig over de jyske egne, når endnu et kapitel i minkskandalen begynder.

Opgravning af 13.000 tons forrådnede mink vil forpeste luften for de arme beboere.

Heldigvis er afbrændingen fordelt over hele landet.

Flere anlæg i udkanten af København har også budt ind på opgaven.

Måske har vinden de dage retning mod Christiansborg, hvem ved?

Når både larm og stank fra oprydningen har lagt sig, vil politikere og politi, som begge begik lovbrud, sikkert gerne glemme sagen, men det gør vi andre ikke!

Bare tanken, at politikere fik aflivet ikke ”bare” millioner af mink, men samtidig et helt erhverv uden lovhjemmel, er ufattelig.

Og så er det en ekstra tanke værd, at politiet ringede til ejere af minkfarmene med ulovlige og urigtige trusler om bortfald af præmie, hvis ikke minkene blev aflivet ekstra hurtigt.

En aflivningsproces, beordret af landets myndigheder, og som kun kan karakteriseres som dyremishandling og totalt kaos.

Både statsminister, landbrugs- og fødevareminister og politi fik hilst på hinanden, da de efterfølgende stod i kø ved håndvaskene!!

Danskere får at vide igen og igen under denne pandemi, at vi er et meget disciplineret folkefærd, og det er korrekt.

Vi lytter, når landets statsminister beder os krybe i flyverskjul.

Og vi handler, når vores dronning beder os om at blive hjemme.

Der har været mange fodfejl i dette forløb, og det er ok, for det er ukendt land for alle at være en del af en pandemi.

Men lad os aldrig glemme, at vores statsminister og politi handlede uden lovhjemmel i denne sag.

Som borgere i dette land bør vi ikke altid danse ret om og sige javel.

Beslutninger skal give mening!

En anden sag, som aldrig må ske igen, var, da landets plejehjem blev lukket af for besøg fra familie og venner.

Set i bakspejlet er jeg meget i tvivl om, hvorvidt det var lovligt at spærre borgere inde i deres egen bolig. Vi bor trods alt ikke i Kina, hvor man svejsede fordøren til i boligblokke i de første panikslagne uger.

De borgere, som kunne klare sig selv, blev pænt spurgt, om vi ikke nok ville blive hjemme i den udstrækning, det kunne lade sig gøre.

Men syge og/eller gamle, som ikke selv kunne værge for sig, blev spærret ind i deres egen bolig i månedsvis.

Det skurrer voldsomt i mine øren at kalde det: ”at vi passer på vore svageste”.

Vi havde hverken testkapacitet eller vacciner på det tidspunkt, så mennesker, som var afhængig af pleje, blev smittet af netop dem, der skulle tage vare på dem.

De, som ikke døde af corona, led voldsomt under isolationen. Mange døde af mangel på kontakt med deres nærmeste, og de døde uden deres familie omkring dem.

Fra tid til anden dukker der beretninger op fra pårørende om hjerteskærende forløb for deres ældste, endda om manglende pleje eller misrøgt, som først blev opdaget, når borgeren blev sendt på hospitalet.

Naturligvis var der plejehjem, der magtede opgaven, men det modsatte fandt desværre også sted flere steder uden, at familien kunne gribe ind. Desuden kan ansat personale ikke erstatte familie og venner.

Tilbage står stadig, om det var lovligt at spærre borgere inde i deres egen bolig.

Fremover bør vi nok alle overveje i hvor høj grad, vi skal være disciplinerede, når åbenlyst urimelige og ulovlige ting sker i vore liv.