Statsminister har smagt magtens sødme – og demokrati er ingen selvfølge


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:57

Af Ingrid Skjøth,Ajstrupvej 14, Ajstrup, 9381 Sulsted i.a.skjoeth@gmail.com

Jens Peter Aggesen peger (5.6.) på den magtløshed, vi som borgere føler over for den offentlige administration og på den tillidskløft, som mellem denne og de producerende erhverv konstant øges.

8.6. efterlyser Benny Dahl Houmann facts fra førstnævnte for, at statsministeren og andre skulle have gjort noget strafbart i forløbet omkring aflivning af mink-erhvervet.

Denne sag består af en opdynget stak beslutninger og handlinger, som trodser enhver forståelse:

- Undladelse af at tage veterinære fagfolk på råd.

- Dybt uprofessionel aflivning af dyr, selv om vi har hundredvis af fagfolk, som ved, hvordan den slags skal håndteres.

- Direkte smittespredende indkvarteringsforhold for disse uøvede, haste-indkaldte østeuropæere.

- Ansættelsesforhold for disse, som trodsede, hvad den danske arbejdsmarkedsmodel tilsiger.

- Kontrollanter fra myndighederne, som færdedes fra smittede farme til ikke-smittede farme, og hvor 48-timers-reglen for sådan vekslen mellem farme også blev meget elastisk.

- Transport af de døde mink, hvor disse pr. difinition pest-befængte dyr lå drysset af på vejene til venlig opsamling af nysgerrige eller hjælpsomme sjæle.

- Nedgravning af samme dyr uden samarbejde med de lokale myndigheder og overvejelse om nedsivningstrisiko, drikkevandsforurening. Man må ikke engang grave en aflivet hund ned.

- Med videre!

Fødevaredirektoratet, som skulle være den faglige part i det foreliggende, og ministre, som har ladet sig vejlede derfra, har ageret, så vi aldrig nogensinde fra dette land fremover skal tale om ”bananrepublikker.”

Hele denne skidtdynge med alle dens aspekter om opfattelse af det etiske i pelsdyrhold og -produktion, valutaindtjening, erstatningsstørrelse, minkavlernes levebrød og et helligt, ny-lancetret ord folkesundheden, giver kasteskyts til skænderier mellem alle forhåndenværende borger-grupper. Forståeligt. Vi har forskellig indfaldsvinkel til disse sager.

Over hele skidtdyngen holder statsministeren imidlertid en store parasol, som er konstrueret af en afmonteret grundlov.

Samme statsminister mestrede at sætte magtens tre-deling ud af kraft.

Enhver samfundsfags-lærebog forklarer, at vi har en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt. Den udøvende magt, bl.a. vores politi, er underlagt regeringen. Og lovgivet om dets beføjelser og pligter. Og det blev åbenbart aflæseligt, at statsministeren med sine (underhånds?)ordrer satte politiets love om deres udøvelse ud af kraft. De skulle melde ud til minkavlerne, at åbnede sidstnævnte ikke frivilligt farmene, ville man brække ind. Reglen om en retskendelse for at trænge ind på privat område var fra nu af ikke-eksisterende. Farvel, magtens tredeling. J.P. Aggesen er ikke helt på vildspor.

Folkesundhedebegrebet, der som en paraply i den anden hånd skal fange enhver modsigelse til ovennævnte handlinger, har meget at slås med.

Ovennævnte uprofessionelle tiltag var direkte smittespredende. Diverse ikke særligt gennemtænkte isolationskrav skabte andre sundhedssproblemer.

Patienter holdt sig tilbage med at henvende sig med bl.a. cancersymptomer, behandlinger blev udsat, gamle og ensomme blev isoleret og nægtet besøg.

Det var ikke sundhedsfremmende.

For et par uger siden var i Nordjyske Stiftstidende et indlæg om Ungarns leder, Orbans, håndtering af demokratiet og magtens tredeling.

Vi ryster på hovedet og beklager ungarerne.

Danmarks statsministers handling afviger ikke herfra. Hele mink-smittesituationen var belyst, den smitsomme variant var erklæret styrbar, og der var tid til at tænke handlingsforløbene igennem.

Men statsministeren udnyttede situationen i den opskruede panikstemning: Denne situation kunne udnyttes!

Når en statsleder én gang kan manipulere magtens tredeling efter den forhåndenværende situation, så er vejen åben for gentagelse.

Mette Frederiksen har smagt magtens sødme.

Denne er stærkt vanedannende.

Det er vi stemmeberettigede borgeres simple pligt at tænke dette forhold nøje igennem.

Demokrati er ingen selvfølge. Den skal plejes og beskyttes.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden