Stem på skarp og velformuleret bispekandidat
Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:06
Af Jette Engelbreth,formand for menighedsrådet ved Budolfi Kirke i Aalborg, Jernbanegade 10, 9000 Aalborg, jette.engelbreth@gmail.com
BISPEKANDIDAT: Bispevalgkampen lakker mod enden – afstemningen blandt præster og læge menighedsrådsmedlemmer starter 31.8. og løber i tre uger.
Valgkampen har indtil nu været sober og kandidaterne har, med deres forskellige profiler, alle tre været solidt funderede teologer med hver deres bud på, hvad der er vigtigst for vores kommende biskop.
Det er ikke umiddelbart enkelt for en ikke-teolog at vurdere de tre placeringer inden for ”det kirkelige landskab”, hvor alle tre definerer sig som grundtvigske, fordi det for mig måske er hårfine forskelle, der adskiller.
Men jeg vil alligevel vove at give mit bud på, hvad der i min optik er vigtigst, når vi når frem til at skulle sætte vores digitale kryds.
Luther, Grundtvig og kirkelige foreninger/organisationer er centrale afsæt for en bispekandidat – men vores nye bisp skal være en moderne biskop i tiden og fremtiden - og dermed være mere end dét.
Hanne Dahl leverede på det seneste møde mellem de tre kandidater (18.8.) i Folkekirkens Hus et stærkt bud og forsvar for den fremtid, jeg gerne ser for Folkekirken i Aalborg Stift.
Godt gået, Hanne – du er skarp og velformuleret på en levende og empatisk måde og du formår at fastholde dine synspunkter samtidig med at du formår at lytte, - og så er du vigtigst af alt en fantastisk kommunikator, der altid er i øjenhøjde med de lokale sogne – små som store!
Med din rummelige tilgang til, hvordan kirken fremadrettet skal trives og udvikle sig i det nordjyske, besidder du de egenskaber og kompetencer, som jeg synes, at vores kommende biskop skal have.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.