Støj fra paraglidere i sommerhusområder bør reguleres


Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:02

Af Chris Sørensen, ”Humlehuset”, Humlehaven 26 8382 Hinnerup, longrun6@gmail.com

PARAGLIDERE: Der er altid en slange i paradis.

Man kan sige meget godt om Blokhus og omegn, hvor jeg ferierer p.t. - men faktisk ikke nok.

Hvor gør det da godt for sjæl og krop at bevæge sig rundt ved hav, strand, klitter og bagland, så når det handler om at lade batterier op, findes der næppe noget mere velvalgt sted i Danmark - fredeligt og roligt som her er.

Det meste af tiden altså.

For der er som bekendt altid en slange i paradis, og her er det de små én-mands motoriserede paraglidere, eller hvad de nu hedder, der har det med at flyve frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage små 100 meter oppe, antager jeg, langs stranden, i hvert fald her en kilometers penge nord for Blokhus, hvor jeg har lejet sommerhus.

Og det foregår gerne sidst på eftermiddagen, når der er flest badegæster.

Torsdag fortrak jeg, fordi det ikke var til at holde ud at høre på, til mit sommerhus en kilometer inde i landet, men lige lidt hjalp det.

Også her var støjen ulidelig.

Jeg kender ikke reglerne, men kunne godt ønske mig en vis regulering.

Er der tale om folk, der dyrker en hobby, kunne den i sommerhusområder begrænses til ydersæsonen, hvor der ikke er så mange mennesker, er der tale om erhverv, kunne man måske indskrænke det tidsrum, hvor det var tilladt. Osv. osv.

Mulighederne er flere.

Men en regulering er der behov for.

Som det er nu, er det ikke særlig hensynsfuldt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden