Støj fra vindmøller er som at lytte til en kørende bil døgnet rundt hele året rundt


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:42

Af Steffen Andersen,Vester Markvej 8, Helberskov, 9560 Hadsund, aalborgvej23@mail.dk

I Als, Helberskov og omegn kommer turisterne ikke, fordi området byder på kilometervis af hvide sandstrande, lange gader med barer og ishuse, eller et stort sommerland i nærheden.

Til gengæld kan hytter, der er bygget i trætoppe, let udlejes, endda med venteliste.

Sommerhusgæsterne i vores område kommer pga. freden, roen og naturen.

I løbet af vinteren ses også en stor bilturisme på Havnøvej, de nyder udsigten af de store bestande af gæs og svaner som fouragerer på markerne i området. Tror faktisk besøgstallet i vores del af kommunen, let matcher kommunens andre turistattraktioner.

I skrivende stund mødes vores miljøminister Lea Wermelin med kritik i medierne, fordi efterårets planlagte drøftelser om en samlet natur- og biodiversitetspakke bliver rykket med et år.

Rasmus Nordqvist fra SF har udtalt: ”Når man ser på den danske rødliste omkring truede arter, der kom tidligere i år, ser det forfærdeligt ud”.

Netop sådan et naturgenopretningsprojekt arbejdes der på fra Havnøvej og ud imod fjorden, et projekt på ca. 200 ha. Hvor man vil lægge landbrugsjorde tilbage til fjorden og genskabe våde enge. Et sådant projekt vil både gavne naturen og turismen.

På den modsatte side af vejen, kun 75 meter derfra, ønsker Eurowind, en af Mariagerfjords egne erhvervsvirksomheder, at ødelægge området med 8-10 meter høje gigantmøller samt 150 ha solceller.

Det er et meget stort område, som tages ud af vores vinterfugles fourageringsområde.

De sjældne arter er bredt repræsenteret på området, dagligt ses havørnen, ofte ses rød glente og 80 pct. af verdens bestand af lysbuget knortegås bor i Ajstrup-bugten og fouragerer på markene langs fjorden. Endvidere har terner og klyder sommeren igennem boet og ruget på ”lille Mallorca”, den lille sandø udenfor Als Odde.

Alt dette har 10 lodsejere med Eurowind i ryggen sat billigt til salg uden at tænke på, at 1200 sommerhuse, 600 fastboende og naturen betaler prisen.

Eurowind og lodsejere tjener en hurtig profit, vi andre taber både ejendomsværdi, livskvalitet og naturværdi.

Vi ved, at der i dag arbejdes på projekt Treå 17 km øst for Mariagerfjord, hvor man påtænker at placere 62 stk. 180 meter eller 60 stk. 210 meter havvindmøller, kunne man ikke placere de påtænkte møller i Als Enge derude? Her vil ingen få støjgener, generende blink og værdiforringelse.

Et andet af de store problemer med møllernes placering i forhold til Als, Helberskov og sommerhusområde er, at man vil placere møllerne vest for byen.

Når vinden 70 pct. af tiden er i vest, skal der ikke herske tvivl om hvem der kommer til at betale prisen.

Bo Schøler fra Eurowind har udtalt i en artikel i NORDJYSKE (9.6.), at den lavfrekvente støj kun svarer til, at der kører en bil forbi dit hus med 10 meters afstand, men denne bil stopper jo aldrig, den vil køre 24-7-365. Man vil kunne høre den i hele huset – ingen rum uden støj.

Vil vores mange tyske og norske turister stadig leje vores sommerhuse når det lyder som om emhætten kører konstant? Vil vi fortrænge vores fugle og natur? Jeg ved det ikke men jeg har heller ikke lyst til at afprøve det!

På vores hjemmeside www.kaempemoeller-alsenge.dk og Facebookgruppen kan vi se, at vi har stor opbakning, og vi har allerede mange underskrifter i vores underskriftsindsamling mod projektet. Men det er nu, at alle sejl skal sættes, mød op til dialogmøder, lav indsigelser om projektet til kommunen og hjælp os med at lægge dette projekt ned.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden