Stop nu det sludder om Dannebrog – det er rødt som mit hjerteblod

FÆLLESSKABSFØLELSE: ”Fuldstændig skudt ved siden af, forrykt fodforvredet skudt ovenover og milevidt måbende skudt millioner af lysår forbi skiven!”

I disse fodbold-EM-tider må det være nøjagtigt sådan, det føles indeni for en fodboldspiller, når han misser et straffespark.

Men det er også sådan, det føles indeni min krop, når jeg observerer den komplet åndsforladte, intellektuelt sølle og slatne pseudo- og for længst udvandede og udpinte debat om, hvorvidt det rød-hvide Dannebrog, som de gæve fodboldfans pryder gader og stræder og sig selv med, er udtryk for god eller ond nationalisme, en etnisk nationalekstremisme og en farlig slags patriotisme.

Alt sammen fordi en vred ung mand, som har det gevaldigt store held - lykketræf, siger jeg dig! - at være født i verdens frieste land, hvor enhver frit kan ytre sig nøjagtigt lige så reaktionært, skingert og skråsikkert som den moderne intellektuelle, medierne elsker, for de er så ulideligt nemme at forstå.

Svend Brinkmann, Henrik Dahl, Morten Messerschmidt og deslige pseudo-sociologer og filosoffer, som med al tydelighed udtaler sig om store klassiske forgængere og som åbenlyst har læst og genlæst den infamøse Pierre Bayard-bog, ”Hvordan man udtaler sig med autoritet om bøger, man ikke har læst”, eller som siger nøjagtigt det samme som utallige andre ægte intellektuelle, filosoffer og sociologer allerede har sagt og skrevet, og som den moderne intellektuelle så bare pakker ind i nye ord og dermed blot genopfinder den dybe tallerken.

Men hvem lægger mærke til det i disse tider, hvor ingen længere gider gøre sig umage med at læse andet end et par linjer på Google, når man skal ”søge viden” og uddybe sit intellekt og hvor medierne udelukkende søger seertal og læsere?

Og medierne elsker derfor disse pixibog-versioner af den store tænker, for de udtrykker sig i slagfærdige skarpt skårede og provokerende vendinger, som skaber sensation og dermed læsere, og man kan græmme sig over mediernes knæfald for den slags discount- og Kejserens Nye Klæder-”intellektuelle dybde”.

Som når Politiken tildeler en hel side til den unge forfatterspire, Harald Toksværd, godt og grundigt dopet med selvtillid, der som et lille barn, der stolt viser potten frem for de tilbedende forældre, som klapper hænderne sammen og bryder ud i lovsang: ”Hvor er du dygtig”, forklarer uforvarende danske fodboldfans folk, at det rødhvide flag, er ”et forpestet symbol på en ekstremistisk ideologi”..

Og når på kampdagen alle i alle aldre, høj som lav, rød som gul som grøn som brun som blå vælter rundt i gaderne med det rød-hvide flag og kigger venligt på hinanden, for det her er vi fælles om, og det her, det er bare så hyggeligt, så popper den intellektuelle overdommer op af æsken og frem på skærmen i ”Deadline”, som gudhjælpemig giver den reaktionære unge moderne intellektuelle sendetid i en som sagt udvandet debat om flagets symbolske betydning. Og så banker han lige ”folket” på plads ved at forklare, hvordan flaget ikke er andet end et ”æterisk nationalgespenst” og er ”stænket med blod og krige og slaveri”.

Åhh, jeg bliver så træt. Og for nu at bruge ét af den konservative formand, Søren Pape Poulsens yndlingsudtryk: ”Jeg kan ikke være i min egen krop!”

Lad nu for hulen den diskussion om det rød-hvide stykke stof ligge til en anden god gang, for vi skyder fuldstændig ved siden af, ovenover og helt forbi skiven her!

Det her handler om kærlighed, om empati og om omsorg. Det her handler om følelser! Og det startede, da et menneske faldt om på en foldboldbane, fordi hans hjerte holdt op med at slå, og folk frygtede, at manden skulle dø.

Da dalede et flag pludseligt ned fra himmelen, altimens redningsfolk kæmpede for at redde mandens liv og danskerne tog flaget til sig og den dag blev vi til ét stort dansk folk. Men flaget var ikke rød-hvidt, det var kridhvidt med et gigantisk blåt kors i midten, for det var det finske flag, som de finske fans havde kastet ned fra tribunerne til deres danske kolleger for at skærme deres kammerat, som heldigvis overlevede.

Det handler ikke om et rød-hvidt stykke stof eller om etnisk nationalisme og ”et forpestet symbol på en ektremistisk ideologi”.

Den diskussion kan vi tage på et andet tidspunkt.

I den her sammenhæng er den debat fuldstændig skudt ved siden af skiven. For ingen i det her land eller nogen som helst andre lande har behov for en selvetableret gud og selviscenesat sofistikeret moderne ”intellektuel” uden dybde, men dybt optaget af sit eget selvbillede, der i et kvalmende anstrengt oversofistikeret sprog forsøger at gøre sig selv interessant med provokerende anarkistytringer om det der stykke stof.

Nej, da Christian Eriksens hjerte holdt op med at slå, sendte mennesker verden over os kærlighed og det her Euro 2020 står i hjertets tegn. Det handler om kærlighed. Det handler om en landholdskaptajn, der styrer sin flok af drenge med omsorg og kærlighed og med Eriksens armbånd om håndleddet, ikke bange for at vise følelser, ligesom den gode Emil Højbjerg, som lod alle følelserne komme udenpå tøjet, da han lod tårerne få frit løb midt på banen efter kampen mod Tjekkiet og holdkammeraterne én efter én kom hen og krammede ham, for store drenge græder, ja, de gør!

Den helt store vinder ved dette fodboldmesterskab bliver humanismen og kærligheden, og det er det, vi allesammen mærker, og som folk så forsøger at udtrykke med det rød-hvide Dannebrog. For det er nu engang det, vi har som symbol på den samhørighed, kærlighed og omsorg, vi alle så grusomt har savnet i de seneste coronatider og som har gjort, at vi havde behov for at blive rørt og rørt ved og at mærke , at vi lever.

Det rød-hvide flag er et gudsbenådet symbol på en altinkluderende allemands favnende, rasende kærlighed til livet!