Stor ulighed har tvunget USA i knæ

Den vestlige verdens engang så mægtige kæmpe og det liberale demokratis vugge styrtbløder. Spændinger, som har ligget under overfladen i årtier, bliver dag for dag tydeligere: fredelige demonstranter beskydes med tåregas og gummikugler, alene for at præsidenten kan posere med guds hellige bog foran en hærget kirke.

Journalister, hvis fineste opgave er at skildre virkeligheden, arresteres, beskydes eller forhindres i at berette om den virkelighed, der udspiller sig - om den åbenlyse politivold, som gennemsyrer det amerikanske samfund. Det liberale demokratis grundpiller, forsamlingsfriheden - retten til at forsamle sig og ytre sin modvilje (eller opbakning til forandring) og pressefriheden - journalisters ret til at ytre sig og berette uden sanktioner eller trusler om vold, virker faretruende tæt på at smuldre. Alt sammen fordi George Floyd, en gennemsnitlig afroamerikansk mand, på brutal og tragisk vis blev myrdet 25. maj. Hans sidste ord var ”I can’t breathe”, imens han gispede efter vejret med en hvid politibetjents knæ mod sin hals.

Men… hvorfor førte en enkelt mands tragiske skæbne til et samfund, der synes at være i opløsning?

Den åbenlyse forklaring er, at George Floyds møde med den politimand, som siden skulle symbolisere den åbenlyse racisme og politivold, der er institutionaliseret i det amerikanske samfund, og som har været det siden slaveriets ophør, gjorde offentligheden opmærksomme på noget, som den ikke allerede vidste i forvejen.

Den anden og knapt så åbenlyse forklaring, som dog forekommer mere plausibel, er den, som søger at finde sin forklaring i den økonomiske og sociale ulighed, som uhæmmet har fået lov at vokse i det amerikanske samfund - særligt siden 1980’erne.

I dag tjener en hvid amerikaner i gennemsnit 981.000 kr. om året. I skærende kontrast til afroamerikaneren, som i gennemsnit tjener 545.000 kr. Knap 37 procent af afroamerikanske borgere oplever at befinde sig tæt på grænsen af et eksistensgrundlag, i modsætning til kun 15,5 pct. hvide borgere.

En af de mest effektive instrumenter til at forebygge økonomisk ulighed er ved at give individer muligheden for hjælp til selvhjælp, hvilket oftest tildeles gennem adgang til uddannelse. Er du født blandt de 10 procent fattigste i samfundet, har du kun 30 procent sandsynlighed for en lang videregående uddannelse i USA (to år).

Er du derimod fra den anden ende af skalaen, og er en del af de 10 pct. rigeste, har du hele 90 pct. sandsynlighed for at få en uddannelse.

I USA er sandsynligheden for, at du får en uddannelse, som giver dig mulighederne til at mobilisere dig socialt, derfor i høj grad betinget af dine forældres indkomst. Det samtidig med, at der er dobbelt så stor sandsynlighed for at blive født ind i en fattig familie, hvis du er afroamerikaner, end hvis du er hvid.

”I can’t breathe” får i denne forstand en hel anden betydning, og symbolisere i langt højere grad en kollektiv følelse af uretfærdighed blandt afroamerikanere, som genfinder sin klang i hverdagen og strækker sig langt udover en enkelt uretfærdig handling. Det symboliserer en bristet samfundskontrakt, drøm, kollektiv forestilling - en forestilling om, at alle er lige for loven, at du er din egen lykkes smed og at du med hårdt arbejde kan skabe dig et værdigt liv. Problemet stikker derfor langt dybere end én tåbes meningsløse handling. Der er tale om et sår, som aldrig er helet. Om en befolkningsgruppe, der fastholdes i sociale strukturer, som leder dem i økonomisk armod. Der er tale om en historisk arv, som tidligere generationers beslutninger har efterladt nutidens, men som nutidige generationer kan vælge at gøre op med, hvis mod og vilje findes.

Derfor håber vi også inderligt, at den hvide middelklasse tager sig tid til at lytte til Tupac Shakurs nummer ”Changes”, når tiden er inde til selvransagelse og refleksion. Svaret på hvorfor den engang så mægtige kæmpe er faldet til knæ er nemlig lige så simpelt, som det er komplekst - ”I see no changes”.