Store vindmøller hører ikke til her – de skal ud på havet
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:39
Af Mikael Fenger,næstformand i foreningen Thys Natur, Rosvangvej 48, Jannerup, 7700 Thisted, elsewienberg@hotmail.com
Inden for den sidste uge har der været ret store armsving i NORDJYSKE, hvad den såkaldt grønne omstilling angår.
Det er, som om nogen har besluttet sig for, at det er nu, det skal diskuteres. Godt det samme - vi andre har prøvet et stykke tid, men så lad det da blive nu:
Robert Hove, bestyrelsesformand i Thy Mors Energi , udtaler til NORDJYSKE (onsdag 15.7.), at der kun har været to stemmer ud af 44.000, der har ytret sig imod flere vindmøller på land i Thy. Så lad mig føje én til - så er vi allerede oppe på tre!
Folk på Mors kan man udelukke af dette regnskab - dér har kommunalbestyrelsen besluttet sig - der bliver ikke flere vindmøller på land!
Robert Hove bruger tricket om det meget omtalte tavse flertal, som der altid henvises til, hvis nogen vil have gennemført projekter, der er modstand imod.
Alle de, der ikke har udtalt sig, mener det samme som Robert Hove! Men Robert Hove er ikke meget for at spørge sig for i sin egen hukommelse - eller blandt de 44.000 andelshavere i Thy Mors Energi - om, hvordan det gik sidste gang, der var tale om en vindmølleplan i Thisted Kommune. Hvad sagde folk i Sjørring/Vang/Hundborg/Jannerup og Nørhå? Der, hvor vindmøllerne skulle stå ? De ville ikke have møller!
Det har ikke ændret sig, skal jeg hilse og sige. Og skulle nogen være i tvivl om, hvordan folk synes om det, der hvor der er stillet kæmpevindmøller op - så spørg dem i Nørre Enge ved Aggersund og i Østerild!
Vi har allerede hørt fra energiselskaberne, dem der skal tjene pengene ved opstilling af møllerne - og de ”forskere”, der bliver betalt af dem. De har fundet ud af, at det hver gang er et lille, højtråbende mindretal, der forhindrer alle de gode intentioner - og kommer i vejen for indtjeningen af alle de mange millioner.
Men folk er glade for møllerne - bare de bliver talt ordentligt til. Det mener de, der skal tjene pengene på møllerne - det har deres ”forskere” fundet ud af.
Opfattelsen efterlader det tydelige indtryk, at man i Thy Mors Energi har samme forhold til demokrati, som den sidste enevældige konge af Frankrig havde til staten - en opfattelse, der kunne lyde: ”demokratiet, der er os!” - vi har 44.000 kunder, som vi har gjort til andelshavere - vi ejer demokratiet” ... For fællesskabets penge kunne man tilføje.
I samme artikel i NORDJYSKE har man også haft borgmester Ulla Vestergaard fra Thisted i tale; hun henviser til regeringens/folketingets mål for ”grøn omstilling” som en ændring af betingelserne for, hvordan man skal/ vil planlægge for energi i fremtidens Thy. Det er et helt syntetisk argument.
Den helt urealistiske beslutning om et klimamål om en reduktion af udledningerne på 70 pct. i 2030 forpligter ikke kommunalbestyrelsen i Thisted til at gøre vold på - og endeligt ødelægge - det, der endnu er tilbage af det store, vidunderlige thylandske agerlandskab. Det, som danske turister i denne tid valfarter til - i dyb forundring over, hvad der findes inden for grænserne af vores eget, lille land.
De store møller skal ud på havet! Og den milliard, som Thy Mors Energi har fra deres 44.000 betalende andelshavere - den tror jeg , i modsætning til Robert Hove, ikke at investorer i havvindmølleparker vil sige nej til. Næ - det ser unægtelig ud, som om, det, Robert Hove bekymrer sig mest om, ikke er ”den grønne omstilling” og klodens frelse - men om hvem der kommer til at tjene pengene!
Landbruget vil gerne tjene dem. De ejer meget ofte den jord, hvorpå møllerne skal stå - de er dybt forgældede, og hvis man får den funktionelle jordfordeling makket ordentlig på plads gennem diverse lobbyorganisationer - så kan landbruget tjene store penge på den jord, som de skal tage ud af drift. Måske kan de både få statsstøtte til at tage jorden ud af drift - og leje for at lade energiselskaber (Thy Mors Energi) og private investorer stille 150 meter høje møller op. Tilbage bliver et forslummet industrilandskab - der hvor Jens Søndergaards, Knud Kristensens og Ellen Rådals store, thylandske agerlandskab engang var.
Der er en skinger modsætning mellem det, som Thys Mors Energi har valgt som deres motto: ”I kraft af fællesskabet” - og virkeligheden.
Grøn Omstilling efter Robert Hoves opskrift bliver - på ryggen af fællesskabet!
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.