DEBAT Sundhedsvæsen

Tag en djøf’er under armen og lad os sammen arbejde for sundhedsvæsenet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Berit Byg,indtil for få måneder siden offentligt ansat anæstesisygeplejerske, nu sundhedspolitisk konsulent, Næsbyvej 91, 9681 Ranum, beritbyg@gmail.com

INDFLYDELSE:For tiden debatteres igen i forskellige fora og medier, hvordan den såkaldte djøf’isering har haft negativ indflydelse på udviklingen i sundhedsvæsnet. Blandt andet får djøf’erne skyld for at forårsage stress, manglende sundhedsfagligt råderum og overflødige og uhensigtsmæssige arbejdsgange til gavn for alt muligt andet end lige netop patienterne.

Jeg er grundlæggende meget enig i, at de styringsmekanismer, man igennem rigtig mange år har lagt ned over sundhedsvæsnet og for den sags skyld stort set hele resten af den offentlige sektor med, er gift for både ansatte og patienter.

Når det så er sagt, synes jeg, at hele den ensidige fokusering på økonomerne som faggruppe er både dum og alt for forsimplet.

Man kan sige sig selv, at ingen med det overordnede ledelsesmæssige ansvar for sundhedsvæsnet kunne have fundet på alle disse tanker selv, hvis ikke de havde haft en hel hær af økonomer med udtalt liberalistiske tilbøjeligheder bag sig. Også tydeligvis økonomer, der har tilbragt forholdsvis flere timer på et støvet universitets- eller ledelseskontor end på en travl hospitalsgang, hvor blod, snot og tårer flyder sammen i en grødet masse af udefinerlig kulør og odør.

Men det overordnede ledelsesmæssige ansvar er altså også det politiske niveau, der igen sidder der på mandat fra os som vælgere. Og det overordnede ledelsesmæssige ansvar var heller intet, hvis ikke der stod en stor gruppe ansatte bag, der fulgte trop uden at turde, formå eller ønske at involvere egen faglighed som modspil til ledelsen og dennes tanker om, hvilken vej vi skal gå.

Før læserne får kaffen galt i halsen eller falder besvimede om, vil jeg gerne uddybe, hvad jeg mener.

Lad os starte helt nede ved os selv.

Vi vil alle gerne nyde gavn af de goder, en velfærdsstat forventes at kunne levere. Og mange gange rækker udsynet ikke frygtelig meget længere end til egen næsetip. Derfor er kun det bedste godt nok til os i vores storslåede vigtighed uanset hvad. Udrednings- og behandlingsgarantier, der ikke skelner mellem alvorsgraden af en diagnose, er et godt eksempel.

Følgen er udover et udpint sundhedsvæsen tårnhøje udgifter til samhandel med andre regioner og diverse private aktører. Konkurrence skulle jo være så sundt, siges det. Men det er alt sammen penge, der skal tages fra det offentlige sygehusvæsen.

Samtidig tegner rigtig mange borgere med styr på privatøkonomien og virksomheder med interesse for funktionsduelige medarbejdere private sygeforsikringer.

Selv har vi tillagt os en holdning til, at alt både kan og skal fikses omgående og omkostningsfrit i alle ordets betydninger.

Samtidig med at vi er overbeviste om kun at repræsentere en værdi i kraft af vores bidrag til bruttonationalproduktet, hvorfor produktionsudfald i sagens natur er no go.

Et skarn af en politiker skulle man være, hvis man ikke greb sådanne strøm- ninger, når nu de bød sig.

Og når så man har lovet frit valg på alle hylder og samtidig forherliget et bil- lede af den pligtopfyldende borger, der betyder noget i kraft af, hvad han gør og ikke, hvem han er, kan man sige sig selv, at såvel idealerne, der lå bag disse holdninger, som de deraf afledte udgifter kræver en overordentlig stram økonomistyring.

Smerteligt må jeg erkende, at også vi i sundhedsvæsnet har taget disse holdninger til os langt hen ad vejen.

Vi bryster os med stolthed af vores produktionstal, som vi har forbedret ved hjælp af fjernøstlige automobilfabrikanters strategier til reducering af overflødigt spild.

Vi udfylder skemaer og registrerer for at dokumentere, hvor hurtige vi var til at kaste nåle, piller, mad og diverse løsdele i patienterne. Jo hurtigere, større og mere, desto bedre. Og frem for alt: Vi følger trop og finder os i det i stedet for at sætte hælene i og råbe op.

Råbe op for os selv, for patienterne og det åbenlyst forkerte, der ligger i hele dette menneskesyn og denne tænkning.

For det er jo helt rigtigt, at alternativet netop er stress, tabt arbejdsglæde og manglende faglighed.

Men fakta er også, at en stor butik, som sundhedsvæsnet er for nu at blive i sprogbruget, i sagens natur kræver noget mere avanceret styring end et kladdehæfte med ternet papir og en blyant.

Til syvende og sidst er det til vores alles fordel, at vi får mest muligt ud af de fælles skattepenge, så vi netop har en offentlig sektor, der kan bære dem, der trænger.

Og der findes nu engang mennesker, hvis uddannelsesmæssige forudsætninger til dette er bedre end både en læges og en sygeplejerskes.

Faktisk har jeg endda personligt mødt enkelte særligt vellykkede eksemplarer af slagsen, der ved nærmere eftersyn viste sig fuldt ud at høre til i kategorien af ordentlige mennesker med respektable holdninger, som pæne mennesker nu engang har.

Så derfor kære kollega og medborger, tag en djøf’er under armen og lad os gøre fælles front.

Til fordel for sundhedsvæsnet, for velfærden og for et værdigrundlag, som vi kan være bekendt.

Og politikerne?

De skal nok følge med. For de er jo at finde der, hvor vælgerne er.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.