DEBAT Omgangsform/tone

Tak for dit opråb, da du modtog forfatterprisen af Nordisk Råd, Eike

Vi hører ikke stemmer nok, som råber op og trækker i modsat retning, som har mod til at afsløre vores samfunds kynisme og hykleri, lyder det i dette synspunkt

"Jeg anklager", lød  opråbet fra den unge forfatter, Jonas Eike i sin takketale for forfatterprisen ved Nordisk Råds Prisfest.   Foto: Henrik Montgomery/TT/Ritzau Scanpix

"Jeg anklager", lød opråbet fra den unge forfatter, Jonas Eike i sin takketale for forfatterprisen ved Nordisk Råds Prisfest. Foto: Henrik Montgomery/TT/Ritzau Scanpix

Af Tina Davidsen, Brettevillesgade 7B, 9000 Aalborg, tinadavidsen1970@yahoo.com

TAKKETALE:”J’accuse!” (”Jeg anklager!”). Således det legendariske opråb fra én af Frankrigs fremmeste forfattere, Émile Zola, der med en blanding af social-romantisme og kynisk realisme skrev flammende værker om denne verdens elendige og altså tilbage i 1898 kastede sig ind i kampen for at forsvare den jødiske franske officer, Alfred Dreyfus.

Den engagerede intellektuelle er en yndet og velkendt figur i Frankrig, som blandt disse lysende fyrtårne tæller stemmer som Oplysningstidens absolutte frontfigur, Voltaire, som i flammende bogstaver revsede magteliten og samfundet og fik sine bøger forbudt eller brændt på bålet og som i øvrigt fik støtte af den danske Kong Kristian d. VII i sit glødende forsvar i Calas-sagen om religiøs stridghed mellem katolikker og protestanter.

Men også Jean-Paul Sartre, der kæmpede sin samfunds kamp, især kampen mod den tyske besættelsesmagt og krigen i Algeriet, med sin kuglepen.

Sociologen og filosoffen, Michèl Foucault, som efter en intellektuel flirt med kommunismen endte med at forkaste selvsamme, men som i tæt samarbejde med politikerne forblev frontfigur og forkæmper for afskafning af dødsdommen i Frankrig.

Det er folk som ”French doctor”, grundlægger af Læger uden Grænser, tidligere udenrigsminister, Bernard Kouchner, som opfandt ”retten til at gribe ind”, altså trodes et andet lands suverænitet, når det gælder om at få fragtet humanitær hjælp til krigsramte lande.

Organisationen modtog i 1999 Nobels Fredspris for sit politiske engagement i kampen mod misbrug af humanitær hjælp af korrupte statsledere i krigshærgede lande.

Kouchner forlod Læger uden Grænser i 1980 efter en strid om, hvor grænsen går mellem objektivitet og menneskelig moralsk ansvarlighed, idet den flamboyante og medievante ”French doctor” mente, at den humanitære medarbejder har pligt til at råbe op og skabe medieopmærksomhed og ikke som reglerne byder, at bevare sin objektivitet og ”lukke øjnene” overfor de korrupte statsledere.

”J’accuse!”

”Jeg anklager!”

Således opråbet fra den unge forfatter, Jonas Eike i sin takketale for forfatterprisen ved Nordisk Råds Prisfest, som brugte sin taletid på at anklage Statsminister, Mette Frederiksen, dennes nordiske kollegaer og vores samfund generelt for vores mangel på humanisme, empati, solidaritet og medmenneskelighed. Især når det kommer til de sørgelige flygtningelejre, hvor ”børnenes statsminister” lade små børn sidde og vente på, at nogen i den her verden tager ansvar og udviser solidaritet ved at gøre noget ved de vilkår, de flygter fra, såsom tørke og krig og korrupte statsledere, som vi i vesten kapitaliserer på, i stedet for at afsløre deres svigt overfor folket.

Tak, Jonas Eike, for dit opråb, som en isbryder bryder du igennem de tykke flager af is i denne istid for humanismen og empatien, du tænder et lys i mørket, du tænder et håb.

Du efterlader et brændende spørgsmål på vores læber om netop denne engagerede samfundsaktør, for lever vi ikke i tider, hvor enhver som har en særlig stemme og en fremtrædende position i samfundet bør lægge sin objektivitet til side og bruge denne stemme til at råbe op og engagere sig i at trække verden i en mere human og tolerant retning?

Sociologen, forskeren, præsten, den intellektuelle, den humanitære medarbejder, journalisten, politikeren, bærer de ikke alle et ansvar for at udbrede deres ekspertviden til den brede befolkning og sørge for, at vores moralske kompas altid peger mod nord, for ellers mister vi vores nord...

En forsker bør ikke reservere sin viden til en lille lukket kreds, ”for viden er et våben og når mennesket er væbnet med viden, kan dette ændre verden”, udtalte den franske sociolog og yderst engagerede samfundskritiker, Pièrre Bourdieu.

Især i udlændingedebatten er der behov for at gribe ind overfor den populistiske fortolkning af den sociale ”virkelighed”, som ynder at udtale, ”forskningen viser”, men som glemmer at fortælle, ”dén forskning, jeg har udvalgt viser”, for al argumentation er jo som velkendt selektiv.

Vi hører ikke stemmer nok, som råber op og trækker i modsat retning, som har mod til at afsløre vores samfunds kynisme og hykleri.

Er der ikke grænser for den faglige ”objektivitet”, når vi åbenlyst møder inhuman og hadeful opførsel og bærer disse samfundets frontfigurer ikke tværtimod et ansvar for at råbe op og skrige; ”J’accuse!”..

Bør præsten prædike blidt og småborgerligt en juleaften eller burde han/hun stille os overfor vores manglende moralske ansvar og vores mangel på empati overfor flygtninge og migranter?

Bør de frivillige i nødhjælpsorganisationerne, som samler ligene af migranter op fra Middelhavet stiltiende samtykke eller burde de råbe de korrupte og skyldige statsledere op og skabe medieopmærksomhed omkring deres sociale folkemord?

Og bør en ung forfatter, der har modtaget en fornem forfatterpris, nøjes med at holde en pæn og glatsleben takketale, eller burde han udnytte sin platform til at afsløre samfundets hykleri og mangel på solidaritet...

Den unge Jonas Eike gav os forleden sit svar på dette brændende spørgsmål, da han fulgte i fodsporet på disse franske lysende fyrtårne, de engagerede intellektuelle og med sagte og stille stemme ”råbte”: ”Jeg anklager!”

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst