Tak til Ghita Nørby – du er et pragtfuldt menneske

Begrebet Ghita Nørby...

Inderligt, dybtfølt, knusende bevæget, besjælet, af hjertet, tak, du smukke, ægte, autentiske nøgne menneske!

Takket være mennesker som dig (og dem er der for få af her i gamle provins-Danmark og i verden), så bliver livet til et større og mere magisk sted, og vi undgår at falde i søvn.

Du er det, mine jødiske venner kalder et Mensch, du er det, Nietzsche kalder et Übermensch, du har dén kraft i dig, som udstråler af William Heinesens digt, ”Hymnus Amoris”, du legemliggør digterens beskrivelse af følelser og du er følelser, du er så sanselig og så meget sjæl, at hvis man skulle lede efter et menneske i den her verden, som kan være det, man føler i dette organiske æstetiske bjergtagende vidunderlige eksplosion af et digt, så er det dig:

”Jeg er den hvidnende energi i dine nervers lynforgreninger

Ja, jeg er livets elektriske ladning i din sjæl.

Jeg er de frygtløse tænder i dit smil, når du er glad.

Jeg er ømhedens hemmelige sødme i din sorg.

Jeg er ildhvirvlen i din angst,

Og min rasende kærlighed skal brænde din smerte til aske”

Du er selvfølgeligt alt fra den dybsindige Ingeborg Skjern med det ukuelige lyse sind til den knus-elskelige ”baronesse fra benzintanken”, de utallige karaktérroller på det Kongelige Teaters scene og alt det andet, du har levet, ikke spillet, men levet.

Men med dine hudløst ærlige og modige kommentarer i interviews mod det, du med rette kalder ”dumme eller idiotiske spørgsmål”, så går du fra at være en udskældt person over nogle bestemte episoder til et begreb i tiden, et symptom på en ulidelig sygdom i samfundet.

Begrebet Ghita Nørby kommer på den måde til at stå for et samfund og en menneskehed, som i dén grad mangler intellektuel og åndelig dybde, mangler evnen til at se det storslåede og det magiske og det helt usandsynligt fine, noble og ypperlige, for alting skal være så ”folkeligt”, så man ikke træder nogen over tæerne og på den måde udstiller det middelmådige og den manglende vilje til at gøre os umage som mennesker.

Dette griber om sig i politik, i medier, og også hos journalisterne.

Alting drukner i overfladiske ”likes” og i en sproglig fattigdom, hvor vi bevæger os i et snævert felt mellem, ”nice”, mega nice” og fucking svært”.

Hvem gider gøre sig umage, når det eneste, man har behov for, er en sensationel sætning taget ud af kontekst, så man kan få folk til at åbne linket, til at ”klikke”, så man får læsere og tjener penge.

Vi lever i et samfund, hvor det gælder om at skabe sensation, og vi har dræbt evnen til og viljen til at leve i sublimering.

Derfor, når journalisten Simi Jan sidder midt på Kongens Nytorv foran det Kongelige Teater med et ægte menneske, som i dén grad har sublimeret sit liv, sig selv, sine roller og som tydeligvis gør sig umage for at se på alting med det sublimerende blik, så virker det jo ulideligt og tåkrummende småt, at det eneste, man kan finde på som spørgsmål er, ”har du mange minder?”, ”er du bange for at dø?”...

Her sidder et ægte menneske og med viljen til sublimering og lysten til at gøre sig umage, så kan man jo netop ”se” alt det liv, den storhed, den rigdom, den kraft, den magi, den dybde og alt dét, der er blevet levet, og som krybler frem mellem brostenene på Kongens Nytorv og vælter ud gennem væggene på teatret i baggrunden og så kunne man jo have spurgt: ”Hvilke redskaber tager du i brug, når du sublimerer dig selv og dit liv?”.

For de redskaber har vi som mennesker og som samfund behov for at tilegne os, så vi ikke drukner i tåbelighed, bøvethed og Jantelov.

Den jantelov blæser du på, Ghita Nørby, og du er et stort nok menneske til at sige fra og dermed ruske op i os og forsøge at gøre os til større og bedre mennesker;

Og tak for det, dit pragtfulde menneske!