Tankevækkende slutning på nytårstale: Gud bevare jer alle sammen

Af Peter Øhrstrøm, professor ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet, Medlem af Etisk Råd 2000-2010, poe@hum.aau.dk.

NYTÅRSTALE:Hjemme hos os skal vi naturligvis lytte til dronningens nytårstale nytårsaften.

Sådan er det helt sikkert i de allerfleste hjem i Danmark. Seertallene for talen er tårnhøje.

Vi føler det godt og trygt at begynde fejringen af nytårsaften på den måde.

MEGET ER forudsigeligt i talen.

På baggrund af pandemien forventede vi naturligvis, at dronningen i år ville tale om krisens konsekvenser og om det håb, som knytter sig til vaccinationerne, der nu er gået i gang. Og sådan blev det også.

VI FORVENTEDE naturligvis også, at talen ville blive afsluttet med et ”Gud bevare Danmark”.

Men vi havde ikke ventet talens næstsidste sætning: ”Gud bevare jer allesammen”.

For mig at se var det talens højdepunkt – det, som jeg især vil huske fra den.

I AL SIN enkelthed rammer denne sætning set i pandemiens kontekst noget meget dybt og vigtigt.

Naturligvis er ønsket om at bevare den danske nation vigtigt, men netop i år bør fokus først og fremmest være på menneskeliv.

VI ER gennem pandemien blevet mindet om, at Danmark er ”os allesammen”, og at vi har et grundlæggende ansvar for hinandens liv.

I dronningens nytårsønske indgår et ”jer allesammen” – ikke ”Dem alle sammen”. Lige her bliver vi alle dus – som i en stor familie.

DEN ÅBENBARE pointe er etisk: Situationen kalder på, at vi ser på hinanden som brødre og søstre – at vi står sammen allesammen.

Dronningen påberåber sig med sit ønske ikke bare vaccinen og sundhedsvæsenet, selv om talen bestemt ikke mangler respekt for og stor glæde over såvel det imponerende forskningsarbejde, som har ført til et afprøvet vaccine på rekordtid, som den kæmpestore indsats, der ydes af personalet i sundhedssektoren i kampen mod pandemien.

MEN SAGEN er, at den verdensomspændende krise understreger for os, at menneskers enestående videnskab og store kompetencer aldrig bliver til almægtighed og aldrig udelukker tilkortkommenhed.

Derfor er det helt på sin plads, at ønsket i nytårstalen om at bevare menneskers liv rummer en bøn om Guds hjælp. Hvad ellers?

I FORBINDELSE med nytårstalens vigtige pointer er det interessant, at mange præster og kirker i denne tid rapporterer om stor interesse for religiøse og eksistentielle spørgsmål.

Nogle vil sikkert sige, at det er frygten, som gør folk religiøse. Det kan der naturligvis være noget om. Men meget tyder på, at det i hvert fald også beror på noget endnu dybere.

Pandemien har simpelthen fået os til at besinde os på, hvem vi er og ikke er. Situationen får os til at overveje vores basale vilkår som mennesker – både muligheder og begrænsninger.

SÅDANNE temaer tages op i bogen ”På Herrens mark” (ProRex 2021), som netop er udkommet, redigeret af Thomas Baldur, der er præst i Vadum Frikirke.

I denne tankevækkende bog beskriver en række forfattere fra danske fri- og folkekirker pandemiens konsekvenser set i lys af kristen tro.

DET BETONES, at krisen har rokket afgørende ved vores selvforståelse ved at gøre vor skrøbelighed, sårbarhed og afhængighed tydelig.

Det fremhæves også i bogen, at de begrænsninger, som vi har levet under, har fået os til at genopdage kvaliteterne, som findes i nære relationer i familie, venskab og fællesskab.

Desuden belyser bogen, hvordan begrænsningerne har ført til ny kreativitet i udnyttelsen af de digitale muligheder i fællesskabet, selv om man naturligvis også må indrømme, at det traditionelle samvær trods alt kan mere end selv de allerbedste digitale platforme.

Uanset hvad, har krisen ført os til erkendelse af fundamentale værdier i kirkelivet og i fællesskabet generelt set.

DER ER slet ingen tvivl om, at det er vigtigt at medtænke de åndelige perspektiver knyttet til en pandemi som den aktuelle. I håndteringen af en sådan krise bør man helt bestemt huske, at mennesket er mere end en maskine. For os er nogle meget betydningsfulde eksistentielle spørgsmål om tilværelsen påtrængende. Hvis de temaer glemmes, mangler der noget helt afgørende i krisehåndteringen.

DERFOR ER det bl.a. meget kritisabelt, at regeringens forslag til en ny epidemilov overser kirke- og åndslivets betydning i en sådan grad, at den forslåede epidemikommission ikke skal have medlemmer, der har speciel indsigt i denne vigtige side af menneskelivet. Det bør ændres. Den åndelige dimension af mennesket må ikke glemmes.

DRONNINGENS ønske i nytårstalen om Guds hjælp står på ingen måde i modsætning til et stort ønske om såvel afgørende videnskabelige fremskridt i udviklingen af vacciner og behandlinger som megen dygtighed og kompetence i sundhedssektoren. Tværtimod!

Ønsket i nytårstalen og den bagvedliggende bøn omfatter naturligvis ikke mindst de mange i samfundet som fagligt og professionelt arbejder med sundhed for os allesammen.

KAJ MUNK lader i sit berømte skuespil ”Ordet” lægen Houen spørge nedladende, hvad der hjælper den syge mest, bøn eller lægevidenskab.

Den stovte bonde Borgen svarer: ”Vorherres velsignelse, kære doktor, fra min bøn til Deres præstation, den har vist hjulpet mest.”

Det er den samme smukke tone vi hørte i dronningens meget velkomne nytårsønske for os allesammen.