Tre grunde til at vente med at afskaffe sig en el-bil

Vestervang 17, 9800 Hjørring sothimm@gmail.com

I NORDJYSKE’s omtale af el-biler (9.11.) blev det nævnt, at Nordjylland er den region i landet med færrest el-biler.

I den forbindelse fremkom påstanden: ”Nordjyderne vil gerne opfattes som mere eftertænksomme”. Man kan kritisere vendingen ”vil gerne opfattes”. Helt korrekt burde man snarere sige, at nordjyder er mere besindige.

Der er faktisk mindst tre gode grunde til at være afventende, ikke mindst fordi nordjyder ofte har brug for at køre meget og langt. Det er pris, rækkevidde og opladningstid.

Blandt en stor del af Danmarks befolkning hersker en opfattelse af, at man med el-biler kan ”redde klimaet”, hvilket smitter af på politikere, der prøver at overgå hinanden med krav om overgang til el-biler, men el i sig selv er ikke nødvendigvis ”grøn”. Strømmen skal jo produceres fra et eller andet. Selv med regeringens meget ambitiøse udbygningsplan for havvindmøller, kan det blive svært at dække behovet, da man jo også har ambitioner om at elektrificere opvarmning af huse. Der vil endvidere blive problemer med forsyningssikkerheden ved vindstille. Hidtil har vi kunnet importere strøm, ikke mindst fra Norge, men de har ikke altid overskud af strøm, og kablet derfra har været næsten maksimalt udnyttet i den seneste tid. Øget elektrificering vil kræve en kraftig udbygning af elnettet, både internationalt og nationalt. Desuden er strøm svært at opbevare.

Klimarådet, der rådgiver regeringen, vil gerne have el-biler. De udgav i marts en 154 sider lang rapport, fyldt med tal og beregninger, men de har ikke noget realistisk forhold til problemet med transmissionskapaciteten, som blot har fået en kort omtale til trods for, at det vil kræve enorme investeringer. Behovet for opbevaring af el ved at opfinde bedre batterier, eller omforme vindmøllestrøm til et brændstof, er også blot nævnt kort, men reelt har ingen nogen anelse om, hvad det kommer til at koste, hvor lang tid det vil tage, eller om det overhovedet er praktisk muligt.

Man må også tage i betragtning, at Danmark ikke er et bilproducerende land. Kommer el-biler ikke meget ned i pris, vil det betyde overførsel af mange penge fra skatteyderne og bilisterne til udenlandske bilfabrikker. Danmark er på mange energiteknologiske områder langt fremme og med gode eksportmuligheder. Øget forskning og produktudvikling indenfor disse områder er vejen frem. Man bør lade el-biler og anden elektrificering følge udviklingen af teknologien, og ikke omvendt. Man kan ikke elektrificere verdens bilpark med den nuværende batteriteknologi, da produktionen af batterier i dag kræver anvendelse af meget sjældne stoffer samt udgør en stor miljøbelastning.

Da fossile brændstoffer er en begrænset ressource, er udviklingen af andre energikilder nødvendig, men det skal gøres med omtanke og kræver nye opfindelser. Man kan let komme til at lave store fejlinvesteringer. Ved en for kraftig satsning på elektrificering, kan man risikere, at fremtidens el-biler i visse tilfælde vil komme til at køre på strøm, som fremstilles af træ fra ikke bæredygtig skovdrift, eller måske endda også fra kulkraftværker.

Man diskuterer en ”grøn” finanslov. Forhåbentlig vil man ikke lade sig presse til at satse på urealistiske mål. Det værste, Folketinget kan gøre, er at lave juridisk bindende aftaler om en bestemt reduktion af CO2 eller et bestemt antal el-biler. I udlandet ser vi eksempler på, at klimaaktivister anlægger sager ved domstole, som alene vurderer lovtekster juridisk, da de jo ikke har faglige forudsætninger for vurdering af klimavidenskab og energiteknologi. En sådan udvikling vil være gift for en fornuftig omstilling af energiproduktionen. Vores politikere er forhåbentlig for kloge til at gå i den fælde.