Udspil om pension et skridt i den rigtige retning – men det er ikke nok
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:40
Af Allan Busk, formand for 3F Aalborg, Hadsundvej 184, 9000 Aalborg
PENSIONSREFORM: 42-44 år på arbejdsmarkedet for at få lov til at gå tidligere på pension… Det er simpelthen for meget.
Derfor skriver jeg disse linjer på vegne af den samlede bestyrelse i 3F Aalborg. I 3F Aalborg vil vi meget gerne give Mette Frederiksen og regeringen en stor high-five for at have taget hul på debatten om tidligere tilbagetrækning med sit udspil i sidste uge. Det er både tiltrængt og på tide og dejligt, at vi kan se, at der er kommet en mere arbejdervenlig regering til. Til gengæld er det langt fra nok, og der skal tages rigtigt store skridt, før forslaget bliver ændret til en ordning, der for alvor batter for vores medlemmer.
Lad os starte med anciennitetskravet: Hvis man skal starte senest som 17-årig for at få lov at gå tre år før ”tid”, vil det være meget få af de nedslidte, der reelt får glæde af det. Lidt flere vil få glæde af to eller et år – men stadig for få.
Anciennitetskravet er en klar forbedring i forhold til de eksisterende ordninger, hvor læger og andre eksperter er dommer over, om man er slidt nok til at gå fra. Men 42-44 år er ganske enkelt for meget, når det bliver gjort op, når man er 61. Begge tal kommer i øvrigt til at stige, hvis politikerne stadig blindt holder sig til, at pensionsalderen skal sættes i vejret. Og gør de det kan det nærmest være lige meget for 3F’s medlemmer.
Alt for mange 3F’ere er nemlig slidt i stykker allerede i starten af 60’erne, så det kommer ikke til at gøre den store forskel, selvom de måske kan gå som 73-årige, fordi den generelle pensionsalder er rykket til 76 år.
Et andet stort problem er, at man skal have en pensionsformue på under to millioner kroner for at få det fulde ”fyrstelige” beløb på 13.500 kr. om måneden.
Takket være dygtige, fremsynede forhandlere sparer alle, der er dækket af en overenskomst mindst 12 pct. op til pension hver måned.
Lige her og nu ligger en almindelig arbejder langt under to millioner (fordi vi startede med en betydeligt lavere procentsats), men i løbet af en overskuelig årrække vil alt for mange få et nedsat beløb til tidlig pension, fordi de har sparet op til alderdommen.
Vi tror egentlig nok, at grænsen er sat med tanke på, at ordningen skal være for den almindelige arbejder, men det vidner så til gengæld lidt om, hvor langt politikerne befinder sig fra den hverdag, deres vælgere lever i.
I forvejen så vi gerne, at beløbet og folkepensionen i det hele taget fik et hak opad, så man skal ikke også straffes, fordi man få år senere får glæde af de penge, man selv har tjent til alderdommen.
Så for at opsummere: Det er en rigtig god start, og et udmærket udspil Mette. Men nu skal i tilbage til forhandlingsbordet, lukke ørerne op for vores input og så vende tilbage med en ordning, som flere vil få glæde af.
I samme ombæring beder vi jer holde fingeren fra ja-knappen, når der skal stemmes om højere pensionsalder. Ellers kan i se frem til en generation på piller eller førtidspension – og i sidste ende er det betydeligt dyrere for samfundet end at lade folk gå i tide og nyde deres sidste tid uden at skulle jagtes rundt lige, indtil de rejser fra denne verden. Vi mener, at arbejderen også på lige fod med jer folketingspolitikere har ret til et liv, også efter arbejdslivet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.