DEBAT Limfjordsforbindelse

Undersøg også øst-forbindelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Anders Wested, Trafikalt Folkeparti, Lindegården 38, 9400 Nørresundby, anderswested@live.dk

MOTORVEJ:Man er i øjeblikket i gang med at opdatere undersøgelsen (VVM) vedrørende 3. Limfjordsforbindelse. Men kun for det vestlige alternativ via Egholm. Dette på trods af, at linjeføringen ikke er vedtaget i folketinget.

Der er soleklare argumenter for også at lave en opdatering af den østlige linjeføring, altså en udvidelse ved den nuværende tunnel.

I en VVM-undersøgelse udregner man den samfundsmæssige forrentning, som kort fortalt sammenligner fordele med pris.

Jeg mener, der var noget galt med beregningen af øst-løsningen i VVM fra 2011 - både med hensyn til fordele og pris.

En stor fordel ved det østlige alternativ er f.eks., at man får bygget de uheldigt konstruerede tilkørselsveje til Limfjordstunnelen om, så der sker færre uheld. Der sker rigtig mange uheld i og ved tunnelen, og det koster penge på mange måder. Men dette havde man glemt i VVM fra 2011. Se også artiklen i NORDJYSKE (28.10).

Også hvad angår prisen, var den gal i VVM.

Man mente, at den eneste mulighed for øst-løsningen var at bygge to nye rør med hver tre kørespor, altså en fordobling af antallet af spor under fjorden til hele 12 stk.! 12 kørespor? Det var dog over målet!

De 12 spor nødvendiggjorde en kæmpe udfletning syd for fjorden med ekspropriation af en stor del af Mineralvejs industriområde. Dermed blev det østlige alternativ meget dyrere end nødvendigt.

Lige siden VVM 2011 har der ligget et særligt, østligt forslag fra civilingeniør Anker Lohmann-Hansen med blot et enkelt ekstra rør og en meget slankere udfletning syd for fjorden.

Desværre modarbejder Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen nye undersøgelser af den østlige løsning i det hele taget. Og Venstre bakker ham op.

Når toppolitikere i en by forsøger at skjule sandheden om store byggeprojekter, går det ud over byens DNA.

Man mister tillid til politikerne.

Men konsekvensen kan også blive, at vi slet ikke får nogen ny forbindelse!

I VVM fra 2011 blev forrentningen af Egholm-forbindelsen angivet til 7,8 pct., i 2014 blev det justeret ned til 4,2 pct.. Hvad gør vi, hvis den nye VVM ender med et endnu lavere tal?

Ville det egentlig ikke være klogt også at have en frisk vurdering af en optimeret øst-løsning næste gang, der skal fordeles infrastruktur-midler på landsplan? Det kunne jo tænkes, at forrentningen her blev højere end de fire pct.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst