DEBAT Klima og miljø

Verdensmål gode for forretningen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Steffen Helledie, lektor, Professionshøjskolen UCN, Hobrovej 85, 9000 AalborgSHE@ucn.dk

VERDENSMÅL:Vi er nu fem år inde i arbejdet med at opnå den mest ambitiøse målsætning, verden nogensinde har skabt i fællesskab, nemlig verdensmålene.

Da målene blev vedtaget af alle verdens lande i 2015, var det første gang, at hele verden var i samme båd, og alle mennesker skulle arbejde efter den samme dagsorden.

De første fem år er gået med nationalstaternes og store virksomheders initiativer og implementeringer.

Den kommende femårs-periode kunne med fordel komme til at handle om de lokale repræsentationer og de små og mellemstore virksomheder.

De nordjyske kommuner er allerede langt fremme: Frederikshavn Kommune har nedsat et verdensmålsudvalg, Thisted kommune omdanner affald til ressourcer, Aalborg Kommune indarbejder verdensmålene i alle forvaltninger, og Hjørring har med Naturkommune & Naturmødet sat verdensmålene på dagordnen.

Alle disse kommunale initiativer er prisværdige og nødvendige, hvis vi skal gøre verdensmålene til hverdagsmål.

På denne måde kan målene trækkes ned på et niveau, hvor den enkelte borger kan være med.

Men hvad med de små og mellemstore lokale virksomheder her i det nordjyske?

I vores nye rapport ”Verdensmål som katalysator for udvikling og uddannelse i nordjysk erhvervsliv”, der er en del af serien ”Verdensmål i Nordjylland”, kan vi på baggrund af 185 nordjyske virksomheders besvarelser, konstatere, at det går overraskende godt.

Omkring 60 pct. af de deltagende virksomheder udtrykker et klart ønske om at bidrage til opfyldelsen af verdensmålene, da de ser det som en anledning til ny innovation og udvikling.

Rapporten peger dog samtidig på en udfordring i, at færre virksomheder har en klar strategi for deres arbejde og kun én ud af fire måler og rapporterer på deres indsats.

Det er et enormt problem, da der skal planlægning, handling og rapportering til for at sikre gode intentioner bliver til forretning. SMV’erne, der i Nordjylland beskæftiger og halvdelen af de privatansatte, udgør ikke blot rygraden i den nordjyske lokale økonomi, men er en essentiel del af nationaløkonomen.

Rapporten viser, at jo større virksomhederne er, jo større tendens er der til, at de arbejder aktivt med Vedensmålene.

Med andre ord er der behov for, at vi får især de små nordjyske erhvervsvirksomheder endnu mere med på bæredygtighedsvognen.

Vi har mange eksempler på, at det er med til skabe nye forretningsmuligheder.

Ja, det kan ligefrem afskære virksomheder fra at få større ordrer ind, hvis de ikke kan fremvise en bæredygtighedsprofil.

Hvis vi kan styrke de nordjyske virksomheders evne og villighed til kontinuerligt at se potentialet i verdensmålene, så øger vi samtidig deres mulighed for at få andel i det enorme potentiale, verdensmålene rummer.

Når virksomheder ændrer fokus, opdager nye forretningsområder og tilpasser sig nye efterspørgselsbehov, kræver det ny regulering, erhvervsfremme og ikke mindst kompetencer.

Det betyder også, at regionale uddannelsesinstitutioner skal være proaktive og tilpasse deres uddannelser til den nye virkelighed og de nye kompetencebehov.

Evnen til at tænke i bæredygtige løsninger, at indgå i partnerskaber og kunne arbejde tværfagligt er blot nogle af de kompetencer, de nordjyske virksomheder, der arbejder med verdensmålene, efterspørger.

Når samfundet flytter sig, skal uddannelsesinstitutionerne med andre ord flytte med.

Tilbage i 2015 estimerede det danske udenrigsministerium, at Verdensmålene har et økonomisk potentiale for danske virksomheder på op mod 400 milliarder kroner frem mod 2030.

Verdensmålene indeholder med andre ord et enormt potentiale for nordjyske virksomheder, specielt indenfor industrier som landbrug, fødevarer, transport og energi, hvor vi her i Nordjylland traditionelt står stærkt.

På bagkant af corona-krisen kan Verdensmålene og bæredygtighed ende med at blive et lige så vigtigt konkurrenceparameter for virksomhederne, som digitalisering og it har været de sidste 20 år.

Verdensmål og bæredygtighed var på et tidspunkt noget, der kunne koste mange penge at implementere. I dag kan det blive en dyr affære at lade være.

Hvis vi, de næste fem år, dedikerer vores opmærksomhed til de nordjyske SMV’er og deres bæredygtighedsindsats, så vil Nordjylland stå stærkere i fremtiden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.