Vi er sammen om sundhed i Europa

“En evigt tættere union for befolkningen i Europa, hvori beslutninger er taget så tæt som muligt på borgerne” er de løfter, som hver medlemsstat gav under den ceremoni, hvori de blev en del af unionen.

Desværre er det et løfte, der er svært at overholde. Især når man gør det svært for unionen at sikre, at dette løfte bliver overholdt.

Hver medlemsstat er nødt til at sikre sit eget helbred, som beskrevet af dem selv.

Det er svært at støtte hinanden ”i sundhed og sygdom” når man begrænser unionens kompetencer.

En farlig situation, når man har den nuværende pandemi i mente, men også fremtidige grænse-krydsende sundhedstrusler.

Klimaforandringer vil helt sikkert være med til at skabe nye virusser og bakterier, der aldrig har lært noget omkring grænser.

Kan et medlemsland selv kunne håndtere disse sundhedstrusler? Man behøver blot at se på den tragedie, der er blevet skabt af de reaktioner, som smedlemslandene har skabt.

Forstil dig tusindvis af hovedløse høns, der løber rundt om ulven. Nationale og lokale regeringer, hospitaler og deres sundhedspersonale, ngo’er og velmenende borgere er alle i racet for at få fat på livsnødvendigt medicinaludstyr for at kunne håndtere pandemien.

I denne krisetid har mange vendt sig mod EU for at finde svar. Borgere har undret sig over, at medlemslandene ikke har forsøgt at samarbejde omkring deres opkøb af sundhedsudstyr?

Hvorfor har man ikke samarbejdet med sundhedspersonale, og sendt folk til de områder, der har været hårdest ramt?

Hvorfor blev grænserne lukket så hurtigt, eksport af medicinalt udstyr stoppet og kald om hjælp ignoreret? Borgerne forventer, at EU tager handling under denne pandemi og fremtidige kriser, og derfor har vi brug for at give EU de nødvendige kompetencer til at gøre dette.

Kommissionen har hørt dette kald, og Ursula von der Leyen har fremsat forslag til at til at hjælpe medlemslandene under krisen. Dog bør man huske på, at Kommissionen stadigvæk har begrænsede kompetencer og redskaber til at handle. Oprettelsen af EU’s strategiske reserver af nødsituations-medicinalt udstyr har været et velkomment og nødvendigt skridt at tage.

Et tiltag, der, hvis det havde været taget tidligere, kunne have været med til at gøre en endnu større forskel.

Dog lægger sundhedsområdet ved medlemslandene, og i ENVI-udvalget faldt forslaget igennem, trods stor indsats fra vores hold af.

De strategiske reserver er dog ikke blot store lagerhuse med sundhedsudstyr, der blot vil stå og samle støv. De er meget mere.

For det første: De strategiske reserver køber udstyr ind på vegne af hele unionen, hvilket der skal være med til at sikre en fair pris og effektiv fordeling.

Medlemslandene vil indsamle informationer fra deres sundhedssystemer om, hvor meget udstyr de har brug for, og sende disse til det strategiske lager. Derefter vil det blive sendt. Ingen hast, intet kaos, men klarhed og mulighed for at fokusere på andre områder under krisen.

For det andet: De strategiske reserver vil være i stand til at stimulere industrien og sikre, at der bliver produceret nok til at vedligeholde forsyningen af sundhedsudstyr.

Der vil også blive lagt planer for, hvordan man kan sikre forsyningen i tilfælde af, at kriser varer længere end forventet eller størrelsen på krisen overgår forventningerne.

Der vil også blive fremlagt planer for, hvordan industrien skal kunne være i stand til at omlægge produktionen til bedre at kunne håndtere krisetider.

Sidst men ikke mindst: De strategiske reserver vil indsamle viden og erfaring inden for krisehåndtering under en sundhedskrise og give støtte til de nationale myndigheder, der ikke nødvendigvis selv har viden og erfaring inden for dette område.

Det vil være med til sikre et europæisk svar til fremtidige kriser, så man ikke har brug for, at illiberale ”venner” rundt om i verden skal komme og ”redde” os.

Den Europæiske Unions strategiske reserver repræsenterer kun den første sten til at bygge en europæisk sundhedsunion. Krisen har vist, at befolkningen i Europa ønsker, at EU skal være mere involveret inden for sundhedsområdet.

Europa-parlamentet som borgernes stemme i EU har brug for at lytte til dette ønske fra befolkningen og komme med et paradigme skifte omkring sundhedspolitik. Dette kan være med til at gøre de strategiske reserver til en endnu stærkere institution og give den en permanent plads inden for EU’s civile beskyttelsesmekanismer og redskaber der kan redde liv.

Og udviklingen har ikke brug for at stoppe der. Pandemien har vist den store ulighed inden for sundhedssystemerne i EU, og ikke blot mellem medlemslande, men regionalt og lokalt i de samme lande. Som EU-borger burde man have ret til høj kvalitetsbehandling lige meget hvor man kommer fra og hører hjemme i EU. Der burde oprettes et minimumskrav til, hvor meget medlemslandene skal bruge på deres sundhedssystemer for at sikre hospitaler kan sikre orden kvalitet i deres behandling af borgerne.

En kæde er kun så stærk som dens svageste led, og det samme gælder det europæiske forsvar imod pandemier.

Sundhedskommissæren har brug for at have kompetence til at gå ind, der hvor sundhedssystemer er under pres og give støtte, indtil de er tilbage til et acceptabelt niveau.

Der er brug for, at man på et paneuropæisk niveau skaber et register over hospitalers inventar samt egenskaber, mens erfaring inden for hospitalsledelse har brug for at blive standardiseret for at sikre effektivitet og kvalitet.

Viljen er der, nu er det op til beslutningstagerne at handle ud fra den. De europæiske borgere ønsker at være vedsiden af hinanden i en ”altid tættere voksne union”.