DEBAT Børn

Vi har redskaberne til at hjælpe udsatte børn, nu skal vi have dem til at virke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Tina Bømler,forfatter og tidligere lektor på Aalborg Universitet, tinasen9480@gmail.com

TVANGSFJERNELSER:Statsminister Mette Frederiksen har udnævnt sig selv til børnene statsminister. Nu skal der udstikkes en ny kurs, hvor flere udsatte børn skal tvangsfjernes. Når det kommer til stykket, er der egentlig ikke ret meget nyt i den stramme kurs på børne- og ungeområdet, bl.a. fordi de forslag, der er blevet fremlagt indtil nu, er alt sammen noget, der kan lade sig gøre inden for den eksisterende lovgivning.

DET KAN jo være godt nok med bastante politiske udmeldinger for at markere, ”at nu skal der andre boller på suppen”, men man kunne jo i første omgang se på ”de boller, der allerede er i suppen og hvorfor de ikke virker.”

Det kan ikke være et politisk mål i sig selv, at der skal være flere tvangsfjernelser. Det er alt for firkantet.

I 2006 fik vi en anbringelsesreform, og i 2011 kom barnets reform.

Hovedformålet med begge reformer var bedre kvalitet i sagsbehandlingen, tidligere indsatser og kontinuitet i anbringelserne, skærpet underretningspligt både for offentlig ansatte og privatpersoner, så virker indsatserne ikke altid efter hensigten.

FOR DET første er det en velkendt problemstilling, at børn, der har været anbragt uden for hjemmet, klarer sig dårligere end børn, der ikke har været anbragt.

De klarer sig dårligere i uddannelsessystemet. Mange gennemfører ikke 9. klasses afgangsprøve og får heller ikke nogen ungdomsuddannelse. De klarer sig dårligere på arbejdsmarkedet og i parforholdet, og får de børn, giver det ofte anledning til anbringelser udenfor hjemmet.

Alt det har Socialforskningsinstituttet (i dag VIVE) dokumenteret i årevis.

Noget af det, der bør give anledning til en politisk undren er, hvorfor indsatserne tilsyneladende ikke virker og hvorfor den skærpede underretningspligt overfor for børn i alderen 0 til 6 år, er forsvindende lille. Når børnene derimod begynder i skole, så vælter det ind med underretninger til kommunerne.

Det er i sig selv besynderligt, fordi problemerne næppe kan være opstået på det tidspunkt, hvor børnene begynder i skole.

SET FRA min pind er der tre centrale problemstillinger.

For det første virker den skærpede underretningspligt ikke efter hensigten. Det er netop den, der skal sikre en tidlig indsats i form af forebyggende indsats. I følge Danmarks statistik så er der ikke ret mange underretninger fra dagplejerne, fra vuggestuer, børnehaver og sundhedsplejerske. Sidstnævnte bør give anledning til undren. Sundhedsplejerskerne kommer i hjemmene umiddelbart efter, at børnene er født og de bør lynhurtigt kunne spotte om, det er en udsat familie. Er der sociale problemer? Er det forældrene med alvorlige psykiske lidelser, misbrugsproblematikker m.v..

EKSEMPLERNE er ikke udtømmende. I dagplejen, vuggestuer, børnehaver, kommer personalet ikke i børnenes hjem, men de kan godt se om der er problemer med et barn. Alligevel er de tilbageholdende med underretninger. Måske fordi de har den daglige kontakt med forældrene, har berøringsangst og vil undgå konflikter med forældrene. En typisk undskyldning, som jeg ofte har hørt fra pædagogerne det er: ”Hvad nytter det at underrette, når der alligevel ikke bliver gjort noget fra kommunens side?”

FOR DET andet bør man undre sig over, hvorfor der er store problemer med at sikre kontinuitet i anbringelserne. Hvis det drejer sig om et ødelagt barn, kan det være svært at håndtere for en plejefamilier, fordi de ikke er uddannet til at tackle barnets problemer og må give op. På offentlige døgninstitutioner er der uddannet personale, men det er ikke ensbetydende med at de kan håndtere børn med en voldsom adfærd og svære psykiatriske problemstillinger.

Hvis det var tilfældet, så ville der være kontinuitet i anbringelserne og her kan det handle om, at der er grebet for sent ind. I forhold til private institutioner så kan de heller ikke byde ind med noget, som offentlige institutioner ikke kan, udover at prisen for en anbringelse typisk er dyrere. For det tredje så har økonomien på børne- og området en væsentlig betydning for kommunerne. Det er dyrt at anbringe. Et barn der eksempelvis har brug for en langvarig anbringelse på en institution koster omkring 1 mio. kr. eller om året.

Der SKAL ikke ret mange ekstra anbringelser til før de kommunale budgetter vælter. Gennem min egen deltagelse i forskellige forskningsprojekter, hvor målgruppen har været udsatte voksne, har jeg mødt rigtig mange psykisk syge misbrugere, der har svære problemer med at fastholde en bolig og derfor sover på gaden.

De fortæller stort set den samme historie. De kommer fra familier med vold, misbrug og incest og hvor omsorgen har været totalt fraværende og da de fyldte 18 år, var der ingen der stod parat med hjælp. Selvom regeringen nu peger på at der skal være flere tvangsfjernelser, børn skal have ret til at nægte samvær med forældrene m.v. og at kommunerne skal have forøget kompensation fra staten i anbringelsessager, så løser det grundlæggende ikke problemerne.

POLITIKERNE er nødt til at se på de eksisterende rammer og hvorfor de ikke virker. Handler det om, at medarbejderne på børne- og ungeområdet er for dårligt uddannede til at håndtere de sager, hvor det er gået galt? Eller kunne det hænge sammen med at aldersintegrerede institutioner bare er en dårlig idé, fordi problemerne er så komplekse og at mindre børn har brug for en mere nærværende omsorg end større børn (unge)? Eller er det slet og ret et spørgsmål om ressourcemangel på vores døgninstitutioner.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.