Vi kan alle bidrage til at opløse skammen

SENFØLGER: Du har måske set ham. De sidste år kunne man hver morgen se ham på bænken over for biblioteket med en avis derfra og to halvliters øl.

Du har måske tænkt, at han var svag.

Men i virkeligheden er han en af de mest udholdende mennesker, jeg har kendt, siden jeg mødte ham for første gang for over 40 år siden.

Et begavet, vidende og dannet menneske, som var svær at slå i Trivial Pursuit, da vi var unge.

“Bent” er den tredje af mine nære venner, der alt for tidligt nu har forladt denne verden.

Og der er et gennemgående træk - som først sent i livet er gået op for mig - at vi har haft til fælles.

Det er omgærdet med skam og tabu, der udløser den livslange ensomhed som desværre alt for ofte slår ihjel.

Det hedder senfølger af seksuelle overgreb i barndommen, og står næppe som dødsårsag nogen steder.

Læg mærke til ordet; senfølger.

Da vi var børn, havde vi hver vores måde at overleve det unævnelige, der blev gjort mod os af en voksen.

Fælles for os har været tavshed på grund af angst og skam.

Vi brugte vores energi på at holde ud og holde afstand.

Nogle udviklede psykisk sygdom, andre fandt ro i rusmidler.

Nogle af os blev kaldt for udafreagerende, og blev sendt på opholdsteder, hvor personalet gav igen på den hårde måde i ord og handling.

Men hvor skulle man vide noget om senfølger fra, når de færreste tænker på at de børn man læser om og måske endda har ondt af, også bliver voksne.

Vi går jo ikke rundt med et stempel i panden.

Og hvor skal man selv vide, at man ikke er den eneste i verden, når ansvarlige beslutningstagere ikke sikrer den bedste uddannelse til pædagoger, lærere, og andet relevant personale?

Senfølger er også noget med pludselig ikke at kunne læse og regne som man kunne før.

Senfølger kan være, at man ikke magter at passe et arbejde eller gennemføre en uddannelse. For nogle er senfølger noget med voldsomme flashback når bare de ser et barn i samme alder, som da man selv blev misbrugt.

Det kan være søvnløse nætter, fordi kroppen stadig er bange for hvad der kan ske. Eller stemmer i hovedet der fortæller, at man er et slet menneske.

Senfølger er ufatteligt mange ting.

Det er muligt, der var gode grunde til, at præsten ikke nævnte noget om “Bents” kulturelle interesser, for det var jo i de unge år, vi sammen udforskede alt fra Skagen Visefestival til Frihedsmuseet i København og Kunsten i Aalborg.

Da alkoholen - et af mestringsstrategierne for at holde de ufrivillige erindringer stangen - seriøst begyndte at tage magten fra “Bent”, røg det gode og højtelskede job, som han havde følt stort ansvar for.

Der var juleaftener, hvor han ikke magtede at tage hjem til sin mor og søskende, der forgæves sad og ventede på ham.

Vores madaftener, som i årevis havde været en fornøjelse, fordi “Bent” havde nogle spændende ideer, som vi nørdede med, begyndte at blive for træls i takt med at det stigende alkoholindtag ødelagde personen “Bent”.

Heldigvis havde vi dengang et neutralt hjørne på biblioteket, ledet af en socialrådgiver med bankerfaring og helt særligt menneskekundskab.

“Bent” blev en del af holdet, der dækkede op og sørgede for alt det praktiske, når byen blev inviteret til fællesspisning med spændende lokale foredrag.

Lederen sørgede for, at “Bent” fik job på kirkegården, og det betød meget for livskvaliteten.

Desværre bortviste en præst “Bent” på stedet, fordi han en dag lugtede af øl.

Det slog “Bent” fuldstændig ud, og endnu en deroute ramte min ven, og der gik flere år, før jeg så ham igen.

Da var “Bent” på ingen måde til at regne med mere.

Den sidste gang, vi var sammen om noget, var en koncert med Rasmus Lyberth, hvor vi begge græd uden at ville det, men vi forstod uden ord al den smerte og længsel, der blev sunget om på grønlandsk.

Der har været nætter, hvor “Bent” truede med at hente sit jagtgevær for at skyde sig selv. Nætter, hvor politiet måtte hjælpe med at få ham ud af huset. Det var en af de nætter, han fortalte det jeg ubevidst altid har vidst. “Bent” fortalte hvorfor han altid gik med kniv, selvom han gentagne gange var blevet straffet for det.

Jeg sad over for en voksen mand, der siden drengeårene havde brug for at kunne forsvare sig, så “det med spejderlederen” aldrig mere kunne ske igen.

Jeg græd og græd den nat, for jeg vidste jo godt helt ind til benet, hvordan det er at opføre sig skørt og upassende i andres øjne, men alligevel have sine absolut gode grunde.

“Bent” har utallige gange været straffet for sine senfølger.

Da “Bents” far døde, faldt den ellers dygtige skoleelevs karakterer ned til minimum. Desværre opfattede skolen det som aggression, der skulle straffes med hårdhændet kostskole. Den generte og sky “Bent” blev sendt væk da han havde allermest brug for omsorg, forståelse og støtte.

Hvad tror du, det gør ved et menneske?

Til “Bents” begravelse blev det nævnt, at det havde været svært for ham, men det blev ikke nævnt, at alkohol kun var et symptom på noget meget værre.

Hvor er der mange, der stadig siger: Man vælger selv, om man vil drikke og tage konsekvenserne.

Jeg har besøgt “Bent” på et behandlingshjem i den mest kritiske fase. Den fase, hvor man er blevet ædru efter mange års bedøvelse.

Der var ingen personale omkring ham, og ingen havde spurgt ind til hans liv og hans skam. Ingen, der turde tage fat i alt det, som nu ramlede ned om ørerne på ham.

Han var nødt til at forlade stedet for at overleve. Og genoptage sin selvmedicinering.

“Bent” måtte sige farvel til sit hus, der blev revet ned af kommunen.

I stedet fik han en ét-rumsbolig i boligforeningen, og gode mennesker fra kommunen, der kunne hjælpe med hverdagen.

Det aflastede den sidste pårørende, han havde, som heldigvis holdt ved, til døden befriede “Bent” for de sidste ugers ulidelige smerter.

Jeg må erkende, at jeg måtte sige farvel for flere år siden for at beskytte mig selv.

Det har været og er stadig smertefuldt, at man må vælge sådan.

Da præsten til begravelsen talte om, at Gud er med i alt, kunne jeg mærke vreden.

Hvor var Gud henne, da vi var børn?

Hvor var Gud, medens vi voksede op?

Tabuets ven hedder benægtelse og føles som endnu et overgreb, fordi senfølger atter isoleres og cementeres derinde i kirkerummet af den, som kunne have taget lidt af skylden af “Bent” og alle os andre, der fik stjålet vores barndom.

Det er vigtigt, at også religiøse formidlere husker at tale om, at det unævnelige kan begås af pæne mennesker, med pæne uddannelser, og endda med pæne religiøse facader.

Det er ikke rimeligt at acceptere, at mennesker skal dø for tidligt på grund af overgreb i barndommen.

Med al den viden, der nu om dage eksisterer, bør alle kommuner udarbejde en senfølgepolitik, der favner ethvert menneske der har hjælp behov, ikke straf.

Alle kan bidrage til at opløse skammen.

I dag sørger jeg over endnu en vens alt for tidlige død.

Men jeg sørger også over, at jeg ikke magtede at holde ved de sidste år på grund af mine egne senfølger.