Vi mennesker er ikke bare maskiner

”En sund sjæl i et sundt legeme.”

Sådan stod det at læse på rektors pult i aulaen, da jeg for – indrømmet – temmelig mange år siden trådte mine sko på gymnasiet i Aabenraa.

Jeg skal blankt erkende, at vi i vores ungdommelige overmod hverken fandt rektors sjæl eller hendes legeme specielt sunde. I hvert fald ikke det af dem, der var synlige med det blotte øje.

Og alligevel må jeg medgive, set i bagklogskabens klare lys, at hun måske var inde på noget af det rigtige, når det af alting i verden var dette, hun valgte, skulle stå på hendes pult.

Mange års erfaring som sygeplejerske og de seneste syv måneders tid som sundhedspolitisk konsulent for mennesker med muskelsvind har lært mig, at en væsentlig mangel ved sundhedsvæsnet er dets fragmenterede menneskesyn.

Hvilket faktisk er underligt, al den stund, at noget af det første, man som ung sygeplejestuderende tager sig til, er at sætte sig til at fundere over, hvad sundhed egentlig er for noget.

Man skal ikke have tænkt ret længe, før det står temmelig klart, at sundhed udgøres af en lang række forskellige faktorer og dermed pr, definition ikke kun er kendetegnet ved nogle lunger, der aldrig har røget, en frisk teint og en sixpack, der kan holde til at planke i timevis, hvis det skal være.

Men hvad er det så? Det vil givetvis opleves meget forskelligt fra person til person og være meget afhængig af det sted i livet, man befinder sig. Lige om éns opfattelse af egen sundhed ikke er statisk, men foranderlig livet igennem.

Det vil sige, at hvad der forekom utænkeligt, da man var ung, kan blive et livsvilkår, når man bliver ældre, uden at det nødvendigvis opleves som negativt af den grund.

Men uanset hvad gælder i hvert fald helt sikkert, at sundheden udgøres af fysiske, psykiske, sociale, åndelige, kulturelle, socioøkonomiske og en lang række andre faktorer, der alle skal være opfyldt, for at man kan føle sig godt tilpas i sin hud, for nu at blive i terminologien.

Som sagt er det noget, der har optaget mig meget igennem rigtig mange år. Og i min tid som klinisk sygeplejerske var jeg tit ked af det, når jeg oplevede, hvor lidt af det, vi gjorde, egentlig tog udgangspunkt i et helhedssyn på mennesket, men snarere tenderede mod lappeløsninger.

Det er ikke populært at sige det højt, og mange vil hævde, at det for længst hører fortiden til.

Men det er det, vi klassisk har benævnt som apparatfejlmodellen. Altså at mennesket er en slags maskine, hvori reservedele kan udskiftes efter behov, uden at nogen i øvrigt behøver forholde sig til, hvem den defekte dippedut sidder på.

Det er selvfølgelig noget fortegnet, men min påstand er alligevel, at apparatfejlmodellen lever i bedste velgående i det danske sundhedsvæsen 2020.

Se bare på hele strukturen og organiseringen af det, der sikkert er god for mange ting. Bare ikke til at betragte mennesker som andet og mere end deres sygdom.

Langt hen ad vejen desværre også som en slags åndløse væsner, der skal fungere og kunne bidrage uden i øvrigt at repræsentere nogen nævneværdig værdi i sig selv.

Vi må trods alt holde hjulene i gang. Koste hvad det ville.

Særligt tydeligt er dette at iagttage ved adskillelsen mellem psykiatri og somatik. Altså det psykiske fra det fysiske. Ingen sunde sjæle i sunde legemer der da.

Selv måden, de to væsner blev finansieret på, adskilte sig indtil for nylig markant, i og med at psykiatrien blev betalt af satspuljemidler, mens resten havde sin faste plads på finansloven.

Når der er grund til at fremhæve det i denne sammenhæng, er det samtidig, fordi det viser en meget tydelig rangordning og prioritering det fysiske og det psykiske imellem.

Og samtidig hvor lidt forståelse der er for, hvad der skal være opfyldt, for at et menneske vil opleve sig som sundt og velbefindende.

Corona-pandemien har igen gjort det både højaktuelt og nødvendigt at reflektere over dette emne.

Det var klart og fuldt forståeligt, at man i starten af pandemien udelukkende måtte fokusere på de fysiske faktorer.

Ingen kendte denne virus i forvejen, og om noget drejede det sig om at undgå at blive smittet. Især hvis man tilhørte en af de sårbare grupper som f.eks. de mennesker, jeg arbejder for, med muskelsvind.

En virus, der har kostet mange liv allerede, og som endnu har mange ubesvarede spørgsmål tilbage.

I starten herskede der stor frygt. Ikke mindst blandt disse særligt sårbare. Ville der være respiratorer nok? Hvem ville i givet fald blive fravalgt, hvis ikke? Og ville der samtidig blive taget hånd om de særlige udfordringer, som de mest udsatte ellers havde?

En så alvorlig infektionssygdom som covid-19 kunne nemt betyde varige tilbageskridt for mennesker med svære handicap og andre med et skrøbeligt helbred, hvis noget gik galt.

Imidlertid er situationen nu en anden.

Store dele af samfundet er allerede helt eller delvis åbnet op igen efter den månedlange nedlukning.

De eneste, der for alvor skal blive ved med at være de stærkeste i formodentlig lang tid endnu, er de svageste, for nu at bruge statsministerens ord.

For mange gælder fortsat, at de må være agtpågivende, og gøre hvad de kan for at undgå smitte. Noget, der helt sikkert ikke bliver nemmere i takt med, at de fleste andre slækker på restriktionerne, kommer mere ud igen og møder rigtige mennesker, de ikke er adskilt fra hverken gennem en computerskærm eller en plexiglasplade.

Et dybt menneskeligt behov for nærvær og nærhed kombineret med en enorm bekymring for eget eller sine kæres helbred.

Det er derfor ikke et sekund for tidligt, at vi nu begynder at koncentrere en del af energien på at finde ud af, hvordan disse mennesker og alle andre i udsatte positioner ikke kun slipper med livet i behold. Men rent faktisk også kommer til at opleve en fremtidig livskvalitet, så overlevelse i det hele taget vil give mening.

De digitale muligheder har hjulpet et langt stykke hen ad vejen i bestræbelserne på at bevare kontakt, interagere og indgå i fællesskaber. Men de er ikke løsningen på alt.

Mennesket har brug for direkte kontakt, berøring og nærhed for at kunne trives.

Hvordan dette skal fungere i praksis, har jeg ganske vist nogle ideer til, men ikke et fyldestgørende svar på.

Men helt sikkert er det dog i hvert fald, at vi bliver nødt til at rette meget mere fokus på det i vores sundhedsindsatser fremover.

For hvad er der ved det, hvis legemet holdt, men sjælen brast?