Vi skal ikke vente på smerterne – ja til tidligere tilbagetrækning

Af Simon Kollerup, erhvervsminister (S), Slotsholmsgade 10-12, 1216 København K
TILBAGETRÆKNING:Vi skylder bedre end at vente på smerterne.
De danskere, der har de fysisk hårdest job, er også ofte dem, der har de længste arbejdsliv. Det er kun retfærdig og fornuftigt, at de skal have muligheden for at undgå nedslidning. For vores samfund er simpelthen for godt og for rigt, til at folk bliver nedslidte af at gå på arbejde.
Man kan indvende, at når smerterne melder sig, og man bliver ukampdygtig, så er der allerede muligheder for at trække sig.
Jeg forstår udmærket det synspunkt, men jeg må simpelthen også sige, at det ikke er godt nok. Når de kroniske smerter melder sig, så er det jo ofte allerede for sent. Brusken i leddet er væk, og den kommer ikke tilbage. Disken i ryggen er gået, og den sætter sig ikke på plads af sig selv.
Det slider på knæ, led og ryg at være murer. Det slider at løfte børn i 40 år som pædagog.
Alle de små løft, små skridt, buk op og ned, bliver til tonsvis og kilometervis af slitage i løbet af en dag. Vi ved også, at ufaglærte og faglærte er længst på arbejdsmarkedet, bliver hårdere ramt af nedslidning og lever kortere end andre faggrupper.
Med regeringens nye pensionsudspil, kommer over 4000 nordjyder til at kunne trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.
Det er godt, for vi skylder dem bedre end at vente på, at de bliver nedslidte.
Vores samfund er rigt, og vi har et utroligt dygtigt erhvervsliv, fordi vi i vores velfærdssamfund tager os af hinanden.
Lad os nu tage os godt af hinanden igen. Lad os sikre en retfærdig og fornuftig pensionsordning i Danmark.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.