Vindmøller vil gøre område fattigere og ødelægge livskvaliteten
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:42
Af Jeanette Calvig og Flemming Nielsen,Buddumvej 42, 9560 Hadsund, f.nielsen@hotmail.com
”Hold k..., hvor bor vi flot her i Mariager”, og du, byrådspolitiker Peder Larsen (SF), udtaler (23.6.), at det først og fremmest var fjorden og naturen, der vandt, da du skulle bosætte dig med din familie.
Vi føler os lige så heldige over at bo her på østkysten ved indsejlingen til Danmarks smukkeste fjord med fri udsigt til marker, enge og international fuglebeskyttelsesområde i Als Enge med særligt følsom natur. Her på østkysten beskriver Mariagerfjord Kommune i Kommuneplanen 2013-25, at turisterne kommer til kommunen pga østkysten.
Omsætningen i området er 277 mio. kr. om året, hvilket svarer til 65 pct. af den samlede omsætning i kommunen. Ud af de 277 mio. kr. stammer de 256 mio. kr. fra overnattende gæster. Så 92 pct. af omsætningen stammer fra de overnattende gæster fra området. I vores område er det sommerhuse og campingpladser der primært tales om.
Er du, Peder Larsen, klar til at give afkald på denne vigtige omsætning ved at forringe vores turistområde med kæmpemøller?
Væsentlige gener og tabt livsopsparing for hele området må åbenbart vige for SF`s symbolpolitik.
Allerede nu italesætter sommerhusejere skuffelse over at have købt sommerhus her. Der nævnes , at de stopper byggeprojekter m.v.
Flere undrer sig over, at de ikke er blevet gjort opmærksomme på planerne for en mulig opsætning af 8-10 stk- kæmpemøller, da de købte sommerhusene.
Yderligere ligger der to campingpladser i Als, og der er bekymring for belægningen fremover.
Hvis der stemmes ja til kæmpemøllerne, vil de komme til at ligge under 1 km vest for Helberskov og under 2 km sydvest for Als. Øst for møllerne ligger så godt 1200 sommerhuse.
Den fremherskende vind i Danmark er vest og sydvestvind og almindelig støj samt lavfrekvent støj vil kunne høres og mærkes særlig i Als, Helberskov og sommerhuse. For nogle vil der komme skyggevirkning.
En rapport fra Københavns Universitet, der omhandler over 12.000 hushandler, siger prisfald fra 7-15 pct. i områder omkring vindmøller. Denne rapport er et par år gammel, hvor der endnu ikke var så mange kæmpemøller som nu.
Hvis vi forudsætter, at huspriserne falder med 10 pct. i området, og helårsboligerne skønnes at have en gennemsnitlig værdi på 1.500.000 kr., vil 500 huse falde med 150.000 kr. pr. stk. = 75 mio. kr.
Ved salg betyder det væsentligt længere liggetid og faldende huspriser for både helårs- og sommerhuse.
Hvis sommerhusene skønnes at have en værdi på 1.000.000 kr., vil 10 pct. fald betyde et fald på 120 mio. kr.
Værdien af husene i området forringes, og lokale håndværkere vil få mindre at lave. Området forarmes, og det omtalte tilskud efter VE-ordningen vil kun være et meget lille plaster på såret. Byudviklingen og bosætningen i Als og Helberskov bliver truet, da ejendomsmæglerne i vores område allerede nu kan fortælle, at huse bliver meget svære at sælge og at vores ejendomsværdier vil falde, hvis der opstilles kæmpevindmøller i Als Enge. Kreditforeninger vil vurdere vores område anderledes end de gør i dag.
Derfor vil vores vurdering være, at hvis byrådet siger ja til industriparken i Als Enge, vil det afvikle området i stedet for at udvikle det og øge bosætningen.
Peder Larsen, vi ved ikke, hvor du har det fra, men det passer ikke, at der stort set ikke er støj og larm fra kæmpevindmøller, bare man er mindst 800 m væk.
Når det gælder støj, findes desværre udelukkende grænseværdier for to vindhastigheder, og det er ved 6 og 8 meter pr. sekund.
Lovgivningen er tilpasset vindindustriens vilkår, således at vindmøller i Danmark må støje ubegrænset ved alle andre vindhastigheder. Faktisk forholder det sig sådan, at møllerne må støje med ekstra 2 dB end grænseværdierne foreskriver pga. usikkerheder i mølleindustriens beregningsmetoder.
Professor Emeritus Henrik Møller, tidligere fra Aalborg Universitet, har dokumenteret lavfrekvent støj fra disse kæmpe industrianlæg med måling mange km væk og jo større mølle jo mere støj. Den lavfrekvente støj er skyld i, at særligt nattesøvnen bliver påvirket. Se dokumentation på vores hjemmeside: kaempemoeller-alsenge.dk og på Foreningen: naboer til kæmpevindmøller hjemmeside og se dokumentation/video for, at mennesker må flygte fra deres hjem pga. støj og har fået deres livskvalitet ødelagt.
Peder Larsen, hvornår er det nok? Hvor langt vil du gå for at køre et nyt grønt energiprojekt i et nyt område, der ikke er brug for?
Peder Larsen, du skriver, at Als vil få en helt ny magt med de mulige kæmpemøller og mange arbejdspladser vil komme til byen med de nye brinttankstationer. P.t. kører der 74 brintbiler i Danmark og ca. tre busser i Aalborg, så det har vist lange udsigter, og da en vindmølles levetid er ca. 20 år, skal du længere ud på landet for at sælge det eventyr.
Peder Larsen, du skriver, at det er lurepasseri fra de andre partier i byrådet, som ikke tør melde ud, hvad de mener, og at det er ligegyldigt, at der i alt er fire, der stemmer imod, hvis resten stemmer for, for så er projektet vedtaget.
Skal det forstås sådan, at det hele er aftalt på forhånd mellem Mariagerfjord Kommune og Eurowind? Er det hele så bare en offentlig skueproces, hvor vi borgere går til grin? Yderligere skriver du, Peder Larsen, at hvis vi siger ja til kæmpemøllerne i Als Enge, så kan vi sige til vores børn, at vi gjorde, hvad vi kunne for at redde vores jord.
Det er almindeligt kendt, at modstanderne af kæmpemøller i baghaven og tæt på landsbyer får skyld i klodens undergang, hvis de er imod opstilling af vindmøller.
Men Peder Larsen, det er bl.a. også for at beskytte vores børn, at vi borgere her på østkysten siger nej tak til en industripark af kæmpemøller klos op ad Als, Helberskov, sommerhusene, Buddum, Buddum Enge og Brohuse. Det er slut med kæmpemøller på land, fremtidens energieventyr kommer til at stå på havet, hvor de producerer mere strøm, tjener sig selv hurtigere ind og ikke gør skade på mennesker, dyr og natur.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.