Brand på Nørager Friplejehjem - ældre kvinde forbrændt
Opdateret 14. december 2025 kl. 14:25
Opdateret søndag med yderligere oplysninger fra politiet:
Lørdag klokken 18.34 hastede brandfolkene fra stationen i Aalestrup til Nørager Friplejehjem. Det ligger i Jernbanegade, Nørager i Rebild Kommune.
Her var der opstået ildebrand i en af boligerne på plejehjemmet. Flere slukningskøretøjer blev sendt afsted, og ilden kom hurtigt under kontrol.
Nordjyllands Politi sendte også flere patruljer afsted i tilfælde af, at det skulle blive nødvendigt at evakuere beboere fra plejehjemmet.
- Det var dog ikke tilfældet, da branden nærmest var gået ud af sig selv, fortæller vagtchef Jesper Sørensen.
En 87-årig kvinde - beboeren i den pågældende bolig - blev forbrændt og kørt til behandling på Aalborg Universitetshospital, hvor hun søndag fortsat er indlagt.
De pårørende er blevet underrettet.
Søndag er kvindens værelse afspærret efter branden. Politiet forventer, at brandteknikere skal undersøge årsagen til branden enten mandag eller tirsdag i den kommende uge.
Politiet har en formodning om, hvad brandårsagen var, men vil vente med at udtale sig herom, indtil der har været brandtekniske undersøgelser.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.