Endnu en ulvehvalp spottet i Nordjylland

Foto fra vildtkamera - her er der tale om hvalpe fra Skjern-reviret.
Foto fra vildtkamera - her er der tale om hvalpe fra Skjern-reviret. Arkivfoto: ulveatlas.dk

Opdateret kl. 21:33

I maj sidste år kom den første ulveunge til verden i Nordjylland - i hvert fald siden ulvens genkomst i den danske natur efter cirka 200 års fravær.

Ulven blev født i Lille Vildmose i det sydøstlige Nordjylland, hvor der i en længere periode har opholdt sig et ulvepar. 

Men i Danmark får ulvepar et kuld med godt seks hvalpe i snit, så det er nærmest usandsynligt, at den ikke skulle have søskende.

Kent Olsen, videnskabelig chef og seniorforsker ved Naturhistorisk Museum, får jævnligt set video-overvågning igennem fra området - og han har nu fået dokumentation for, at det ikke var et "enebarn".

- Vi har nu set video, hvor der er to hvalpe samtidig på optagelserne, siger han til Nordjyske.

Han anser det stadig for sandsynligt, at der var endnu flere ulve i kuldet - men det er fortsat uvist, hvor mange, og om de alle er i live i dag.

Hvalpene er nu godt ni måneder gamle - og dermed er de ved at nå en alder, hvor de kan finde på at forlade deres territorie.

Hvor de vil tage hen er dog uvist.

- Vi ved, at en af de voksne ulve i Lille Vildmose har været igennem Rold Skov. Men den har ikke hængt ud i skoven i en længere periode, måske fordi der kommer en hel del mennesker i skoven. Så de slår sig nok ikke ned der, siger Kent Olsen.

Det er heller ikke ret sandsynligt, at de to unge ulve vil krydse Limfjorden - det har blot fire ulve gjort siden artens genkomst i Danmark. 

I øjeblikket regner man fortsat med, at der er et ulvepar lige syd for Skagen.

Ulveparret i Lille Vildmose holder til i et område, hvor mennesker ikke har ret til at færdes frit - så der er ro på bag indhegningen blandt både bison og vildsvin.

Frem til 12. februar er der i øvrigt lavet en reguleringszone i Lille Vildmose-området, hvor man kan søge tilladelse til at skyde en ulv, hvis den forcerer et ulvesikret hegn.

Der sker som følge af en episode i december, hvor en ulv ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har angrebet husdyr bag et sikret hegn.

I foråret blev det gjort op, at der i alt var 42 ulve i Danmark - nærmere bestemt i Jylland.

Dertil kommer alle hvalpene fra foråret.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden