- Midtbyen skal være i høj kvalitet

Forskønnelse af Frederikshavn midtby for 10 millioner kroner

Hans Christensen
De udendørs musikinstrumenter i Rådhusparken fik en kort levetid. Nu skal parken midt i Frederikshavn indrettes mere permanent og spændende. Arkivfoto
Frederikshavn 13. april 2016 13:11

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn by har et efterslæb, når det gælder rekreative områder.

Det skal der nu rettes op ved, og første skridt bliver bymidten, nærmere bestemt Rådhusparken, der den kommende tid kommer til at gennemgå en stor forvandling.

P-pladserne langs Parallelvej vendes 90 grader og lægges i et bånd mellem Parallelvej og Rådhus Allé umiddelbart syd for Det Musiske Hus, og selve parken skal indrettes med legeredskaber, bold- og skaterbaner og andet, der kan skabe liv på pladsen.

Skal være et trækplaster

- Frederikshavnerne fortjener en bymidte af høj kvalitet. Vi har en gågade og et handelsliv, der har nok at slås med, og de kommende år får vi brug for at tiltrække ny arbejdskraft i forbindelse med havneudvidelsen. Derfor er det vigtigt, at vi har en attraktiv bymidte, siger Anders Brandt Sørensen (S), formand for plan- og miljøudvalget.

Andre skal spytte i kassen

Udviklingen af bymidten kommer til at koste i omegnen af 10 millioner kroner, men kommunen er ikke ene om at spytte i kassen.

- Vi skal have forskellige andre interessenter med, fonde og private virksomheder, og vi skal ikke gå på kompromis med kvaliteten. Det skal kunne holde i mange år frem, siger udvalgsformanden.

Plan- og miljøudvalget har sendt sagen videre til teknisk udvalg, der skal stå for den praktiske gennemførelse.

Hele midtbyplanen skal være gennemført i 2018, når Frederikshavn fejrer 200-års købstadsjubilæum.

Tema: BYMILJØ FREDERIKSHAVN

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...