1-0 sejr til AaB

AaB slutter som nummer fem i Superligaen i fodbold efter en 1-0 sejr over Esbjerg i søndagens afsluttende hjemmekamp. Der var knap 7.000 tilskuere på Aalborg Stadion, hvor indskiftede Jeppe Curth blev matchvinder, da han seks minutter før tid headede et indlæg fra Allan Olesen i mål via underkanten af overliggeren. Se AaB- Esbjerg i billeder

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det lykkedes Jimmy Nielsen, i godt samarbejde med forsvaret, at holde målet hos AaB rent. Foto: Grete Dahl

I første halvleg stod Esbjerg både for det bedste opspil og de farligste chancer. AaB havde svært ved at få sammenhæng i det offensive spil og nøjedes med et par behjertede scoringsforsøg ved Poul Hübertz. Samme Hübertz fik efter pausen en god stikning fra angrebsmakkeren Daniel Hoch, men skød igen forbi. Lidt senere var Thomas Augustinussen på færde med et hovedstød, der blev reddet på målstregen, mens Esbjerg angrebsmæssigt ikke havde noget at byde på i de sidste 45 minutter. Hos AaB imponerede den nye midterforsvarer Kasper Risgård igen og var sit holds bedste. Generelt har AaB haft en skuffende sæson, med sejre i de sidste fire kampe er holdet sluttet flot og har således fået et fint afsæt til næste sæson, der begynder 19. juli.