1-1 var en halv sejr for B 52

FODBOLD

Fodbold 1. oktober 2003 06:00
1. division kvinder Varde-B 52/AFC Aalborg 1-1 (0-1) Mål: 0-1 (15. minut) Kathrine Bjørn, 1-1 (80. minut). VARDE: B 52's fodboldkvinder slap heldigt fra topkampen i Varde. De var presset, trykket i bund, i store dele af kampens 90 spilleminutter, og kan efter 1-1 glæde sig over, at de med deres 18 point deler andenpladsen med Varde. Køge er forrest med 19, men for en kamp flere. Opgørets to mål var et resultat af tilfældigheder. Et kvarter inde i kampen tabte Varde-målmanden bolden for Kathrine Bjørns fødder - og i den position havde hun ingen problemer med at score. Lige så tilfældig var Vardes udligning til 1-1. Efter et par riposter blev bolden "klasket" ind uden chance for B 52-målmand Ann-Kristine Jensen. - Vi tilspillede os ingen nævneværdige chancer. Varde trykkede os i bund. Så meget, at vi kan betragte 1-1 som en halv sejr. Vores spil kom aldrig til at fungere. Efter pausen skabte vi vel kun en enkelt scoringsmulighed, refererer aalborgensernes træner Jens Overgaard. Generelt set har han ikke så meget at gøre med. Den i forvejen smalle B 52-trup var ramt af skader. Overgaard gik fra kampen med blandede følelser, men glædede sig i alle tilfælde over forsvars-trioen Anne Stobbe, Helle Andersen og Kristine Bech. De spillede på deres vis forrygende og fik ekspederet mange indlæg væk. Også i slutfasen - de sidste 10 minutter, hvor Varde-spillerne fulgte deres udligning op med to meget store scoringsmuligheder. brula
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...