EMNER

1.130 kilometer på cykel trods overvægt

SÆBY: Lidt for mange kilo på sidebenene behøver ikke at være en forhindring, hvis man drømmer om at kaste sig ud i hårde fysiske udfoldelser. Det beviser medlemmerne af to livsstilsklubber i disse dage. Ikke færre end 1.130 kilometer vil kursisterne tilbagelægge på cykel på 14 dage. Fredag ankommer de til Sæby, hvor de skal overnatte. Livsstilklubber er et nyt koncept, som Dansk Firmaidræt, Ubberup Højskole og Ebeltoft Kursuscenter har fundet på. Målgruppen er overvægtige, der via klubberne får indarbejdet nye kost- og motionsvaner og dermed har en reel chance for permanent at slippe af med de overflødige kilo. Den lange cykeltur gennem Danmark skes ses som en charmeoffensiv for livsstilklub-konceptet. Undervejs vil de friske cyklister besøge de 12 livsstilsklubber rundt om i landet - herunder klubben i Sæby. - Turen skal vise andre overvægtige, at selv om ens vægt er alt for høj, er det muligt at gennemføre så lang en cykeltur, siger Flemming Poulse fra Dansk Firmaidrætforbund. kjær