1-2 til Tyskland og dansk farvel til EM

Danmark er færdig ved fodbold-EM efter 1-2-nederlag til Tyskland, men danskerne faldt med æren i behold.

17. juni 2012 22:44 - Opdateret 17. juni 2012 22:45

1-2 til Tyskland og dansk farvel til EM

Danmark er færdig ved fodbold-EM efter 1-2-nederlag til Tyskland, men danskerne faldt med æren i behold. Efter en højdramatisk søndag aften på de ukrainske fodboldbaner er Danmark færdig ved EM.

Det er facit efter 1-2-nederlaget til de tyske turneringsfavoritter i Lviv Arena, hvor Lars Bender blev tysk matchvinder 10 minutter før tid. Michael Krohn-Dehli udlignede forgæves for Danmark i første halvleg.

Danmark, som med en sejr over tyskerne kunne have spillet sig i kvartfinalen, sluttede på tredjepladsen i gruppe B med tre point, mens Portugal endte på seks og Tyskland på ni som gruppevinder.

Det er et ærgerligt EM-exit for Danmark, som undervejs i Tyskland-kampen skiftevis både var videre og ude af slutrunden.

Et kvarter før tid kunne Danmark med en 2-1-scoring endda have sendt Tyskland helt ud af EM på grund af resultatet i den anden gruppekamp mellem Portugal og Holland. Her vandt portugiserne med 2-1.

Men danskerne faldt bestemt med æren i behold i turneringens på papiret klart sværeste gruppe.

En sejr over de hollandske viceverdensmestre, et heroisk, men forgæves comeback mod Portugal og så søndagens fine fight mod Tyskland. Det er sådan set okay, selvom den danske lejr nok vil være dybt skuffede. Der skulle ikke så meget til for et avancement.

Niki Zimling var blevet sin lægskade kvit og kunne indtage pladsen ved siden af William Kvist på den centrale midtbane mod Tyskland, men derudover overraskede landstræner Morten Olsen med sin startopstilling.

Christian Eriksen overtog skadede Dennis Rommedahls højre kant, mens Jakob Poulsen fik Eriksens plads lige bag angriber Nicklas Bendtner.

Fint træk, for netop Jakob Poulsen, som burde have bragt Danmark foran 2-1 efter pausen, fremtvang på smart vis med hælen og via en tysker det hjørnespark, som danskerne scorede på til 1-1 midtvejs i første halvleg.

I den flotte hjørnesparkskombination - endelig fik Danmark noget ud af de mange lukkede træninger under dette EM - viste Bendtner sin klasse i hovedspillet og inde foran mål stod den ellers lille Michael Krohn-Dehli og headede ind til 1-1-udligning.

Det vil ikke være verdens største overraskelse, hvis Michael Krohn-Dehli om kort tid er fortid i Brøndby, hvor han blot har et år tilbage af kontrakten. Han bliver næppe dyrere end nu efter et for ham meget vellykket EM med to mål og andre fine ting.

Christian Eriksen fik heller ikke fra kanten vist sit normale store offensive talent frem, og kantspilleren, der godt nok har løbet meget for holdkammeraterne ved EM, havde en meget skuffende turnering i Polen og Ukraine.

Tyskerne producerede rigeligt med målchancer i opgøret, og det var ikke ufortjent, at Lukas Podolski kunne fejre sin landskamp nummer 100 med 1-0-målet godt midtvejs i første halvleg.

En pragtredning fra Stephan Andersen på et Thomas Müller-forsøg tæt inde foran mål havde allerede forhindret en endnu tidligere tysk scoring, og selvom Daniel Agger viste storform i forsvaret, så var han og bagkæden særdeles presset.

Det pres blev for meget til sidst, hvor tyskerne ganske fortjent hev sejren hjem.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...