Hjælpemidler

1,3 mio. kroner til Vendelbohus

Budgettet er lagt for istandsættelsen

HJØRRING:Vendelbohus skal renoveres. Efter at fritids- og kulturudvalget sidste år næsten opgav at få renoveringen af Vendelbohus på budgettet ligger planen for renoveringen af Vendelbohus nu langt om længe klar, og slutprisen bliver over 1,3 millioner kroner. På sidste møde i udvalget blev det besluttet at godkende et af fire budgetforslag for renoveringen af Vendelbohus, som rådgivningsfirmaet COWI har udarbejdet. Ifølge det godkendte forslag skal der blandt andet laves en lydregulering af teatersalen ved at sætte et lydloft og en lydvæg op. Der skal males, og varmeanlægget på scenen skal forbedres. For skuespillerne bliver der også forbedringer. Garderoberne skal således renoveres, og baderummene for henholdsvis de kvindelige og de mandlige skuespillere skal ombygges. Derudover skal tæpperne i teatersalen og garderoberne udskiftes. Til gengæld blev der ikke plads i budgettet til at udskifte nødstrømsanlægget. Ifølge Ove Jacobsen kan det stadig godt køre og har derfor fået lavere prioriteret. Bygningens ventilationsaggregater er der heller ikke råd til at udskifte. I stedet bliver de justeret og genanvendt. I det godkendte budgetforslag var der ikke råd til udskiftning af anlægget for teleslynge, et system der forstærker lyden, så hørehæmmede med høreapparater ikke behøver sidde på bestemte pladser i salen. Dette projekt fandt dog nåde under politikernes øjne. - Det er vores vurdering, at det ikke er en stor omkostning, så vi har valgt at tage det med alligevel. Men det bliver altså lidt dyrere, siger Ove Jacobsen. En mio. er ikke nok På Hjørring Kommunes budget for 2003 er der afsat en million til renoveringen af Vendelbohus. Det godkendte budgetforslag er på 1.309.091, og med teleslynge-anlægget beløber det sig op i lidt mere. De resterende penge skal efter forslag fra børne- og kulturforvaltningen findes i kassen med penge til renovering af fritids- og kulturbygninger, hvor der i år er afsat 500.000 kroner. Arbejdet er delt op i fem mindre dele, murerentreprisen, tømrerentreprisen, malerentreprisen, VVS-entreprisen og El-entreprisen. Det er ifølge Ove Jacobsen gjort, så mindre firmaer har kunnet byde ind på de forskellige opgaver, og kommunen har kunnet få den billigst mulige løsning. - Vi har fået en million kroner til formålet, men det har været nødvendigt med mere, siger formanden for fritids- og kulturudvalget, Ove Jacobsen (V). - Det skal laves ordentligt, så vi ikke skal i gang igen om to år. Derfor skal arbejdet også laves i samarbejde med en arkitekt. - Vi vil være sikre på, at vi ikke laver noget forkert. Teatret skal have gode rammer. Men selvom teatret ifølge Ove Jacobsen skal have gode rammer, har Hjørring Teater ikke fået alle deres ønsker opfyldt. - Vi har været i dialog med Hjørring Teater. De har haft nogle ønsker til sale og stole, som vi ikke kunne imødekomme. Men det her skulle gøre rammerne betydeligt bedre. Beslutningen sendes nu til godkendelse i byrådet.