1,8 mia. til nordjyder hvis efterløn droppes

- Pensionsbranchen lidt for ivrig efter at få fat på pengene, mener Spar Nord-direktør

AALBORG:Hvis regeringen får vedtaget sine planer om at afskaffe efterlønnen for alle under 45 år, kommer der alene i Nordjylland omkring 1,8 milliard kroner til udbetaling. På landsplan er der tale om cirka 18 milliarder kroner. Dem er dele af pensionsbranchen så ivrig efter at få fingre i, at den i Ugebrevet A4 fra flere sider beskyldes for at politisere for egen vindings skyld, og det er direktør Carsten Bay fra Spar Nord Kapitalforvaltning enig i: - Ja, vi må konstatere, at det er det, der sker, men det er en politisering, vi ikke ønsker at deltage i. For det første er der ingen grund til at tage forskud på noget, som slet ikke er vedtaget endnu, og for det andet handler det ikke bare om at hente nogle midler til sig, men om at give borgerne den bedst mulige rådgivning. Carsten Bay peger på en undersøgelse, som Analyse Danmark har gennemført for Ugebrevet A4. Analysen viser, at knap halvdelen (49 procent) af dem, der har indbetalt til efterløn, vil lade pengene indgå i en pensionsopsparing, hvis de kommer til udbetaling. Knap 18 procent vil sætte pengene i banken, mens 12 procent vil afdrage på gæld, otte procent vil lade pengene gå til forbrug, og resten ikke har taget stilling til det endnu. 40.000 kr. i gennemsnit Cheføkonom Jens Nyholm fra Spar Nord oplyser, at de mennesker, der har betalt til efterlønnen og som er under 45 år, i gennemsnit har 40.000 kroner stående afhængigt af, hvor længe de har indbetalt. For alle dem, der har været med i de 10 år, ordningen har løbet, udgør beløbet cirka 60.000 kroner i gennemsnit, men da regeringens planer foreløbig handler om at afskaffe efterlønnen for alle under 45 år, er det i denne sammenhæng kunne denne gruppe, der er interessant. Nødvendigt med rådgivning Afskaffes efterlønnen, får de berørte altså i gennemsnit 40.000 kroner udbetalt, og hvis analysen fra ugebrevet holder stik, vil næsten 18 procent af dem sætte pengene i banken. - Og det vil være ualmindelig dårlig rådgivning af deres pengeinstitut at lade dem gøre det, fastslår Carsten Bay. Han forklarer, at man har fået fradrag for indbetalingerne til efterlønnen, så der bliver altså også trukket skat, hvis pengene blot skal udbetales for at gå til forbrug, afdrag på gæld eller indsættelse på en almindelig opsparingskonto. - Kun hvis man lader pengene stå i pensionssystemet, slipper man for at betale skat af beløbet. Men det kan også være fornuftigt af andre årsager, påpeger Carsten Bay: - Har man meldt sig til efterlønsordningen, er det vel sket, fordi man gerne vil have mulighed for at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Og i så fald gælder det om at skaffe sig mulighed for det, selv om efterlønnen afskaffes, og så er det hamrende nødvendigt at indbetale på en form for pensionsordning, siger han.