1,8 millioner mennesker har brug for mad efter katastrofe

Bangkok, søndag /ritzau/Reuters FN skønner, at 1,8 millioner mennesker lige nu har behov for fødevarehjælp, Antallet af bekræftede døde efter 2. juledags katastrofe voksede søndag til over 130.000, og samtidig oplyste FN, at 1,8 millioner mennesker lige nu har brug for at få mad med assistance udefra. Jan Egeland, FN's øverste chef for nødhjælpsarbejdet, siger, at det i løbet af tre dage vil være muligt at nå ud med mad til 700.000 mennesker i Sri Lanka, men at det vil tage meget længere at nå frem med hjælpen til en million mennesker i de katastroferamte områder af Indonesien. Over 130.000 blev søndag bekræftet døde under katastrofen. FN skønner, at dødstallet vil nærme sig 150.000. I Thailand opjusterede myndighederne dødstallet til knap 5000, heriblandt mere end 2400 turister. Alene i Sverige blev der søndag aften meldt 2915 svenskere savnet. I Norge meldes over 1400 savnede - flertallet er dog behæftet med nogen usikkerhed, mens Finland melder 186 savnet. I Danmark savnes ca. 250. For langt de fleste drejer det sig om turister på rejse i Thailand. Det danske udenrigsministerium frarådede søndag alle rejser til det vestlige Thailand og navngav de byer, hvor flodbølgerne har hærget værst - Krabi, Phuket og Khao Lak. /ritzau/