1. divisionskamp søndag

SINDAL: På nær to hold spiller samtlige håndboldhold i SIF på hjemmebane i Sindalhallen i den kommende weekend, men de 17 kampe afvikles i en lidt anden rækkefølge, end den trofaste del af publikum har vænnet sig til gennem lang tid. Kampene i 1. division har hidtil været afviklet lørdag eftermiddag, men når Sindal næste gang går på banen, sker det søndag eftermiddag, hvor modstanderen er Skjern Håndbold. I stedet er kampene i junior- og ynglingerækkerne flyttet til lørdag, hvor alle fem hold skal i aktion. Herunder skal holdet Damejunior Liga Vest møde Team Tvis Holstebro og herreynglingene i Vestdivisionen skal møde Viborg HK. Søndagens 12 kampe begynder med de yngste årgange, og på voksensiden skal damerne i Danmarksserien på banen imod Hjallerup, når divisionskampen er slut. Et hold har allerede spillet den første kamp, idet Sindals Drenge hjemme nytårsdag spillede første runde i Kreds Cup, hvor Aalborg KFUM blev besejret så klart som 23-9. Endelig skal det nævnes, at i JHF's Elite Cup Ungdom for damejuniorer skal Sindal til Viby 7. januar. Det er 3. runde i cuppen. poch

Forsiden