Gymnasiale uddannelser

1. g'er udstillet halvnøgen til gymnasiefest

Sexede billeder af en 18-årig pige fra 1. g på et gymnasium i Esbjerg var underholdning til afslutningsfest.

"Hævnen er sød." Med det budskab blev omkring 20 billeder af en halvnøgen 18-årig pige fra 1. g på Rybners Gymnasium i Esbjerg vist på en storskærm til 3. g'ernes afslutningsfest. Det skriver JydskeVestkysten. Billederne var ikke en del af det show, som vicerektor Hanne Juul-Olsen havde godkendt, men alligevel fik de lov at rulle. - Det er altid svært at finde balancen i sådan noget. Generelt har vi ikke mobning resten af året, så vi tillader lidt mere den ene time om året. Men jeg synes, det er for meget, når det går ud over én person. Det havde nok været bedre, hvis jeg havde stoppet det, men jeg nåede ikke at reagere i tide, siger vicerektor Hanne Juul-Olsen til JydskeVestkysten. Får en undskyldning Vicerektoren fortæller, at hun har snakket med den unge pige, der blev hængt ud til afslutningsfesten samt en repræsentant for 3. g'erne. - Pigen får en undskyldning, og jeg kan ikke finde frem til, hvem eller hvordan de har fået de billeder, siger Hanne Juul-Olsen, Hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, er man fortørnet over episoden. - Den her sag lyder meget grov og dybt krænkende. Jeg har før hørt om sager, hvor erotiske billeder er sendt rundt eller lagt på internettet, men når det bliver vist foran alle, skal der gribes ind med det samme, siger formand Frederik Gjørup Nielsen til JydskeVestekysten.