1. maj hos frisøren

Helt ærligt, hvor mange arbejdere er der i Folketinget?

Nordjylland 1. maj 2003 08:00

NORDJYLLAND: Først et smut til frisøren, og så fødselsdagsfrokost for kollegaen Peter Skaarup. Sådan ser 1. maj ud for Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard. Selvom partiet gerne kalder sig det moderne arbejderparti, kan kærligheden til Arbejdernes Kampdag ligge på et meget lille sted. - Folk betragter det jo som en fridag, hvor de hygger sig i parken, hvis vejret er godt. Og så prøver socialisterne at mindes gamle dage, selvom de aldrig nogen sinde selv har oplevet dem, siger Pia Kjærsgaard. Selv er hun godt og grundigt forarget over, at Folketinget holder fri på denne dag. - Jeg kan ikke se, hvad 1. maj kommer Folketinget ved overhovedet. Hvor mange arbejdere er det lige, der er i det danske Folketing? Dansk Folkepartis leder benytter dog lige chancen til at fremhæve sin egen hjemmehjælperbaggrund i modsætning til både S-leder Mogens Lykketoft og SF-leder Holger K. Nielsen. - Det er jo pudsigt, at det er akademikere, som skal stå i Fælledparken og tale arbejdernes sag. Jeg tror overhovedet ikke, at de aner, hvad der foregår ude omkring på arbejdspladserne. Der er vi mere bredt funderet, og der er vel ingen, der opfatter Dansk Folkeparti som et akademikerparti, siger hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...