Skørping

1. maj med signalværdi

Den lokale venstrefløj står sammen - bare ikke ret mange

SKØRPING:1. maj-mødet i Skørping adskilte sig fra så mange ved at have flere arrangørere, Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet, og dét er i sig selv vigtigt. Det mener byrådsmedlem Finn Sejrup Pedersen, som ikke lod sig slå ud af, at mødet begyndte med temmelig få deltagere - for solen skinnede, de røde faner vejede, der var plads til forskellighed og der kom snart flere mennesker, ganske vist for at høre deres musikbørn optræde, men alligevel. - Jeg tror på, at vi er nødt til at have alle de foraer, vi kan få, for at snakke om og gøre opmærksom på, at der er nogle skævheder i den måde de regererer landet på, sagde han med henvisning til den borgerlige regering, som ifølge talerne , Ole Christensen (S), Karen Touborg (SF) og Gitte Hesselmann (Ø) allerede har siddet for længe. Finn Sejrup synes, at samarbejdet er et vigtigt signal at sende til Christiansborg, og samtidig, at der er en historisk forpligtigelse om at holde kampdagen i hævd, men han erkender, at dét åbenbart ikke har den store appel til skørpingenserne. - Vi må selvfølgelig finde ud af, om det er formen eller tiden, der gør, at det ikke er så interessant, siger han.