1. maj: Statsminister uden fløjtekrig og på hjemmebane

Der blev lyttet, klappet og nikket, da statsministeren lagde ud på 1. maj på rød hjemmebane i Holstebro.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) åbnede torsdag morgen i Holstebro sin 1. maj- turné, der senere på dagen bringer hende til Fælledparken i København og en forventet og på forhånd meget omtalt fløjtekrig fra utilfredse demonstranter.

Men i de trange lokaler i den socialdemokratisk ledede kommune Holstebro og blandt 300-400 fremmødte overvejende socialdemokrater i 3F's lokaler, er der ingen hyletoner.

Kun spænding over at opleve statsministeren på tæt hold og bred opbakning til den kurs, som hun og partiet har udstukket. Under statsministerens tale lyttes der intenst, og der falder regelmæssigt et af i alt 13 høflige bifald.

Især statsministerens hip til Venstre og Dansk Folkeparti trækker klapsalver. Og lidt selvironi er også populært i det vestjyske.

- Jeg ved godt, at der til tider står høj sø omkring Socialdemokraterne, og jeg ved godt, at det ikke er alle, som har lyst til at få en selfie med kaptajnen på skibet, siger Helle Thorning-Schmidt til forsamlingens latter.

For her er hun på hjemmebane, og de har glædet sig til, at hun kom.

- Det er en fin tale, og nu begynder der endelig at være nogle mærkesager fra Socialdemokratiet, der træder frem, såsom beskæftigelsesindsatsen.

- Det har været en hård vej, men jeg tror, det vender nu. Vi har undervejs bidt mange ting i os, men det lysner, siger Jan Hansen fra Struer.

Som flere andre af de tilstedeværende forsamlet i det trange lokale omkring kaffekopper på de høje caféborde peger han på, at det har været nødvendigt for Socialdemokraterne at få orden efter det økonomiske rod fra den tidligere borgerlige regering, før man kunne begynde at løfte mærkesagerne.

- Danmark forspildte så mange muligheder i Foghs og Løkkes tid. Vi kom ud i et økonomisk uføre. Det har Helle Thorning-Schmidt påtaget sig at rette op på. Hun er et ordentligt menneske og lefler ikke for meningsmålingerne. Det har jeg så stor respekt for, siger Find Gravesen fra Holstebro.

Han har været socialdemokrat hele livet og ikke vaklet under den nuværende regering.

- Jeg er en tilfreds socialdemokrat, og det er der mange andre, der er, når nu tingene begynder at virke, siger han, mens statsministeren haster videre mod Frederikshavn, Næstved, Slagelse og København.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst