Frederikshavn

1. maj traditionen har mange år bag sig

Helle PedersenNæstformand Socialdemokraterne i Frederikshavn KAMPDAG: Den 1. maj er det 115 år siden den første arbejderdemonstration blev afholdt på Østre Fælled i København. Og det var slet ikke så ligetil, at gennemføre. Politiet forbød demonstration og røde faner i gaden. Arbejderne tog derfor ud på Fælleden, for at folde fanerne ud og marchere samlet til talerstolen. Her var forbud mod at tale om andet, end en 8-timers arbejdsdag. Der måtte synges, men ikke udskænkes mad og drikke. Militær og politi dannede en jernring rundt om Fælleden. Amalienborg og andre vigtige bygninger var under skarp bevogtning. Under disse betingelser deltog 30.000 arbejdere og alt forløb fredeligt.Her i Frederikshavn fejrer vi også 1. maj. Det foregår på Knivholt i historiske rammer og der er både faner og sang. Ja, selv meninger fremføres fra talerstolen, uden censur. Her er også en særdeles god udskænkning. Her er underholdning for alle og ro og orden hersker, uden politiets tilstedeværelse. 1. maj har i dag mere karakter af en folkefest end en demonstrationsdag. Fest formen, demonstrationen og parolerne har ændret sig. Det er dog stadig nationale og internationale spørgsmål og problemer, der vendes på talerstolen. Men behøver vi gøre så stor ståhej, for at fremføre disse synspunkter. Har 1. maj stadig en berettigelse. Ja, må svaret være. For os Socialdemokrater er 1. maj stadig arbejdernes og ungdommens dag. Her dyrker vi fællesskaber og venskaber. Her viser vi omverdenen, sammen med venstrefløjen, at der er et fælles udgangspunkt. At vi stadig står fast på, at de svageste ikke må lades i stikken og at de stærkeste ikke kun må tænke på sig selv. Det er og vil altid være vores udgangspunkt. Glædeligt er det også, at mange unge mennesker faktisk finder dette menneskesyn helt i tråd med deres overbevisning. En massiv tilstrømning af unge til vores parti har gjort, at vi i år kan byde velkommen til DSU på talerstolen. Vi er faktisk ikke bekymret for fremtiden. Socialdemokraterne er kommet, for at blive. Men altid under hensyntagen til vores historie og vores udgangspunkt. Og herunder hører, at der altid skal være plads for alle, ved samfundets bord.