1.sal t.v.

Ryszard og Buzena Olejniczak flygtede til Danmark, da deres søn blev myrdet i Polen. I Bornholmsgade har de gennem de seneste 21 år forsøgt at bygge et nyt liv op, men savnet smerter stadig.

ØGADEKVARTERET:På første til højre lever Ryszard og Buzena Olejniczak et stille liv. Men sådan har det ikke altid været. Det polske ægtepar kom til Danmark i 1984. Begge var de da medlemmer af arbejderbevægelsen Solidaritet, der med fagforeningslederen Lech Walesa i spidsen bød det kommunistiske regime trods. - Vores søn blev myrdet. Derfor rejste vi. Også han var medlem af Solidaritet og blev fundet dræbt på jernbaneskinnerne nær Poznan med flere huller i kraniet og brud over hele kroppen. Vi levede i en landsby i nærheden og kunne ikke blive boende, fortæller Buzena stilfærdigt fra pladsen i lænestolen inde i stuen, hvor alt står så nydeligt. Den 65-årige kvinde, uddannet bogholder, har ikke glemt fortiden. - Man kommer aldrig over det at miste et barn på deN måde, siger hun og holder inde. Ryszard står med ryggen til og ser ud på lyskeglerne i skumringen. Under ham lever Bornholmsgade. - Vi måtte starte forfra i livet, da vi kom hertil. Vi kendte ingen. Vi havde intet. I dag betragter vi os som danskere. Vi har den samme humor. Vi tænker på samme måde, fortsætter Buzena, der er den af de to, som mestrer det svære danske sprog bedst. - Vi er flygtninge men skammer os ikke over det. Vi følte ikke, at vi havde andet valg efter drabet på vores søn, der læste på universitetet. Vor datter boede allerede i Danmark. Derfor rejste vi hertil, forklarer hun og lader blikket møde Ryscarz`s. Husbonden arbejdede i 25 år på en højtalerfabrik i Polen, inden parret flygtede. - Først boede vi i Arden, men efter få måneder fik vi asyl og en lejlighed her i boligforeningen i Bornholmsgade, hvor vi har boet siden da. Det har altid været vigtigt for ægteparret Olejniczak at klare sig selv bedst muligt. Sprog og arbejde har været vigtige milepæle for at de kunne se sig selv i øjnene. Ryscarz arbejdede på en fabrik i Brovst og satte en ære i det. I dag er han 66 år og på efterløn. Buzena har haft og har stadig problemer med helbredet. Men sammen har parret altid været glade for at bo og leve i Danmark, hvor naboer og alle andre har behandlet dem pænt. - Vi har mange gode danske venner. Vi kender også polakker her i landet, men vi kommer ikke sammen med dem, for vi opfatter os som sagt mere som danskere, bemærker Buzena, der - når kræfterne tillader det -rejser med danske grupper og organisationer til Polen som tolk og guide. - Vi har aldrig følt os generet i Danmark, og hvis man selv vil integreres i det danske samfund, så har man alle muligheder. Desværre er der mange mennesker, der er kommet hertil landet, som opfører sig dårligt. Sådan noget forstår min mand og jeg ikke. Vi vil bare gerne leve i fred og fordragelighed med vore omgivelser. Det sværeste for os har nok været at lære sproget. At vi er katolikker og I protestanter har aldrig givet anledning til problemer, siger husets frue, der også føler sig som nordjyde. Buzena nyder samværet med beboerne i opgangen, der godt kan finde på at samles i gården på en varm sommerdag og drikke kaffe. - Og det er fint, for her kan man selv bestemme, om man vil deltage og være social. Der er ikke nogen, der rynker på næsen, hvis man ikke vil være med. Min mand og jeg har sammen bygget et liv op her i Aalborg, som vi er glade for, selvom det har været hårdt. Vi vil aldrig glemme, hvor vi kommer fra, selvom vi i dag er danske statsborgere og ikke længere ser polske tv-kanaler. Vi ser 24-NORDJYSKE og følger med. Det mener vi, at man bør gøre, når man har valgt at leve her, fastslår det sympatiske polske ægtepar, der kan have svært ved at forstå og acceptere den verden, de er en del af. - Den er blevet så hård og kold på mange måder, føler de. - De unge har store problemer, og fremtiden kan syne uvis. Vi har levet vores liv på vor måde og bærer rundt på den smerte det er at miste et barn, man elskede. Nu vil vi leve i fred med os selv, vore venner, datter og børnebørn til den dag vi ikke er her længere. Det er vist alt vi håber på - et liv i tryghed, siger Buzena. Ryscarz nikker og lukker døren efter barnebarnet, der er på vej til træning og på jagt efter en lærerplads som maler.